Hurtigt internet med Google Nest Wifi

Hurtigt internet med Google Nest Wifi

Så kom tiden, hvor vi her i huset har skiftet vores wifi router ud. Ikke fordi vi egentlig har været utilfredse med routeren fra TP-Link. Den har fungeret upåklageligt, og kun sjældent har vi været en anelse skuffet over hastigheden, men der er sket meget på wifi-området de seneste 3-4 år, så nu er tiden kommet til et stilskifte.

Sådanne trådløse routere har det nemlig med at ligne hinanden. Ikke udpræget skønheder, hvis du spørger min kone. Vores TP-Link har stået under trappen med 4 stk antenner. De har dermed sendt det trådløse signal ud i hele hytten, men det har givet knas med forbindelse på et af de fjerneste værelser.

Derfor har vi haft gang i en såkaldt extender, der boostede signalet tilpas meget til, at forbindelsen var ok ude på værelset. Desuden har der til tider været udfordringer med hastigheden oppe ovenpå, hvor jeg blandt andet har mit kontor. Derfor kører jeg kablet internet på den stationære computer deroppe.

Googles spritnye wifi routere

Nu er TP-Link routeren udskiftet. Dette er sket, fordi Google netop i øjeblikket er ved at sprede det gode ord om deres Google Nest Wifi system, som har ramt de danske butikker. Google Nest Wifi er ikke noget mystisk. Tværtimod er der tale om en meget moderne wifi router i et meget flot og pænt design, så for første gang i mange år, er routeren pludselig blevet accepteret af husets chef.

Der er tale om en nydelig, lille rund tingest, der langt hen ad vejen minder om de små, smarte Google Assistenter, som du måske kender. Google Nest Wifi er produceret ved hjælp af 45 procent genbrugsmaterialer, og efter blot få minutters brug her i huset, er der ingen tvivl om, at vi nu får mere for vores internetudgift. Hastigheden er i al fald gået mærkbart i vejret.

Og forbindelsen virker også ganske stabil. Mit stereoanlæg er koblet op på internettet, men efter gentagne forsøg på at skabe en stabil forbindelse via wifi, har anlægget været forbundet til internettet via kablet forbindelse. Det er nu ændret. Det grimme kabel er hevet væk, og nu spiller radioen via wifi, og efter nogle timers brug, har der stadig ikke været et nedbrud (7 9 13).

Værd at vise frem

– Mange routere er ofte decideret grimme, og derfor bliver de gemt længst mulig væk og risikerer at skabe en dårlig forbindelse. Med den nye Nest Wifi har vi forsøgt at skabe nogle punkter, som man med fordel kan have stående fremme i stuen. Det forbinder hjemmet og giver en bedre forbindelse med mere fart. Og det skader jo ikke, at man samtidig kan bruge den som højttaler og stemmeassistent, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark.

Og netop stemmeassistent dukker op, når du snakker til den fikse lillebror, som du kan tilkøbe. Det er nemlig således, at du kan købe Googles eget svar på en internetforstærker. Den hedder Nest Wifi Point, og er sådan en lille fiks tingest, som udseendemæssigt minder meget om Google Nest Wifi. Og om de små Google Assistenter, som besvarer dine spørgsmål om dit og dat.

Nu har jeg installeret den lille Google Nest Wifi Point ovenpå, og som et trylleslag kan vores internetsignal spadsere derop uden de store problemer. Ved at sammenkoble Nest Wifi med Minien, har vi altså fået et brugbart internetsignal ovenpå. Next step kan derfor sagtens være at jeg får hevet kablet ud af den stationære pc og får lagt trådløst net i maskineriet. Nu ser vi.

Hvad koster Google Nest Wifi?

Du spørger sikkert ind til prisen for Googles wifi produkter. Den helt store aktør, Google Nest Wifi, koster 1.390 kroner, hvilket er en absolut fair pris for en moderne og tidssvarende router. Lillebroderen, Nest Wifi Point, koster 1.290 kroner. Nu er det jo ikke sikkert, at du har brug for denne forstærker, så du kan roligt spare de 1.290 kroner, hvis du bor i en bolig uden døde internetpunkter.

Du kan også vælge en ”bundlet” pakke, hvor du får begge dele i én pakke. En Google Nest Wifi plus en Nest Wifi Point i en samlet pakke koster 2.090 kroner – altså for du minien til nedsat pris, om man vil. Du kan også købe en pakke med 2 stk. Wifi points. Her er prisen 2.790 kroner.

Efter relativ kort tids brug er jeg fan. Dels er der tale om et meget brugervenligt produkt, der er nemt at installere, og dels er stuen pludselig blevet en teknisk rædsel mindre. Du kan endvidere indstille routeren til at holde pause på bestemte tidspunkter, og hvis netsignalet skal pauses på ungernes iPads. I Home appen kan du også angive om der skal lukkes af for bestemte hjemmesider. Nettips.dk for eksempel …

Så nemt installerer du Google Nest Wifi

Dette skal du bruge:

  • En internetforbindelse
  • Strøm
  • En smartphone eller tablet
  • Appen Google Home

Og så er du ellers klar.

Du forbinder Google Nest Wifi med internetstikket via det medfølgende Ethernet kabel. Der er blot to  indgange i Google NestWifi , og du vælger Wan-porten. Herefter kobler du Google Nest til en stikkontakt, så du får strøm i apparaturet. Vent et øjeblik.

Herefter starte du appen Google Home op på din smartphone eller tablet. Du skal have en Google-konto (fx en Gmail) for at konfigurere systemet. Derfor logger du via appen ind i Google Home-universet. Appen vil ret hurtigt bemærke den lille ny router i huset, og via en QR kode i bunden af Google Nest Wifi kan du hurtigt skabe forbindelse imellem Net og Google Home appen.

Nem styring via smartphone eller tablet

Nu spørger Google Home om hvor Google Nest Wifi er placeret. Her vælger du den placering, der giver mest mening – jeg valgte Stue. Og så kommer tidspunktet hvor du skal give dit trådløse net i huset et navn samt en kode. Dette er også hurtigt klaret. Og så er du ellers klar til at gennemgå opsætningen via Google Home. Når alt er accepteret, hentes de seneste opdateringer hvilket er relativt hurtigt klaret. Og så er du ellers klar til at nyde et trådløst internetsignal i hjemmet.

Lad os slutte af med lidt nørderier. Hastighed: 802.11a/b/g/n/ac 2.4 GHz/5 GHz simultaneous dual-band Forbindelser: Dual Gigabit Ethernet-porte. Funktioner: Advanced security chip, privatlivskontrol, Nest Wifi-punkt med Google Assistant. Rækkevidde med Google Nest Wifi: 120 kvadratmeter. Kobler du en Nest Wifi Point på også, udvides rækkevidden med op til 90 kvadratmeter.

Min konklusion er helt klar: Google Nest Wifi har forbedret hjemmets trådløse internetsignal markant. Hastigheden er oppe at ramme den maksimale hastighed, som vores du byder – Stofa – tilbyder. Signalet er endvidere ganske stærkt ovenpå nu med hjælp fra den lille Nest Wifi Point.

At det hele kan styres ved hjælp af en app på din smartphone eller tablet gør det bare endnu smartere. Trods et vist kendskab til routere og den slags hardware, er det altid med ærefrygt at jeg er logget direkte ind i en routers konfiguration via en IP-adresse. Google har gjort denne proces ganske brugervenlig og nem via Google Home Appen. Thumbs up herfra.

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.