Nettet er fyldt med spændende tilbud. Du ser disse tilbud nat og dag, og det er somme tider svært at skelne hvilke tilbud, der rammer dig bedst. Især de nyere abonnementstjenester kan være ganske relevante og interessante for dig. Her i huset abonnerer vi med tilfredshed på for eksempel Spotify og Netflix.
Andre foretrækker bøger frem for musik og film, og Mofibo er blevet ganske synonymt med sådanne tjenester. Nu dukker en lille ny tjeneste op, og den henvender sig blandt andet til de små og mellemstore borgere i dette land. Tjenesten hedder Fairytell.
Børnebøger samlet i en app
Her er der tale om en bogtjeneste for børn på 0 – 10 år, hvor forældre for 59 kroner om måneden kan abonnere og dermed læse børnebøger ad libitum. Fairytell går i luften i disse dage, og ikke overraskende er hele fidusen bundet op omkring en app, der kan downloades til smartphone og tablet. Det betyder at ungerne ikke mærker børnebogen mellem fingrene som papir og omslag.
Pyt nu med det. Børn er i dag vant til at bladre løs på elektroniske gadgets, og selv fra de er helt små lærer de hurtigt at navigere frit på en iPad eller lignende apparat. Ideen bag Fairytell er at børn hurtigt skal begynde at interessere sig for historier og læsning. Bag Fairytell står Henriette Høj Gharib. Hun er tidligere direktør hos Nordisk Film. Hun siger:
– Vi voksne er relativ tro mod opfattelsen af, hvad en bog er. Så dan har børn det ikke i dag. Den gode historie kan ses, læses eller lyttes til. Der er en masse forskning, der understøtter, at desto tidligere børn får interesse for læsning, desto bedre klarer de sig.
Også som lydbøger
Dermed gør Fairytell børnene klar til at læse små perlehistorier om eksempelvis Pippi Langstrømpe, Rasmus Klump, Alfons Åberg og Mimbo Jimbo. Børnebøgerne kan læses som almindelige tekster – blot på skærm – men de kan også suges ind via lydbogsteknikken. Dermed kan børnene få læst historier op, mens mor og far selvcentreret kigger på deres smartphones …
Med som samarbejdspartnere hos Fairytell står forlaget Gyldendal samt legetøjsgiganten Top-Toy, som mange måske forbinder med Fætter BR konceptet. For at det hele skal blive så spændende og nærværende for børnene, er Fairytell bygget ganske opfindsomt op. Børnene vil opleve et eventyr-univers, hvor de går på opdagelse blandt bøgerne.
Tjek bog-universet for børn ud på hjemmesiden, hvor du kan læse mere om priser, udvalg og andet om dette tilbud om børnebøger på nettet. Fairytell tilbyder endvidere at man kan indsende ønsker om specielle titler inden for børnebøger. Nu er tjenesten i skrivende stund ikke frigivet, men jeg håber bestemt at Ole Lund Kirkegårds titler er inkluderet. Ingen børnebøger uden Gummi-Tarzan, Hodja og Frode.
Ps. Husk at du kan låne gratis e-bøger på biblioteket, og at Mofibo har mange bøger til voksne på deres hylder.
Der er også en del kommuner, der har adgang til E-reolen, som også har en app, og i København har vi adgang til Comics Plus, som er en tegneseriedatabase: https://bibliotek.kk.dk/e-materialer/comics-plus
Jeg læste en del Hellboy med den.