VM i fodbold medfører travlhed

VM i fodbold medfører travlhed

I Rusland spiller de VM i fodbold, og ud over travlhed i forsvaret og andre steder på banen, så skaber slutrunden også travlhed andre steder. Ikke nødvendigvis kun i supermarkeder og metrostationer, men også på danskernes elektroniske gadgets.

Telenor har netop udsendt en pressemeddelelse, som fortæller at VM i fodbold er med til at sætte datarekord på Telenors netværk. Helt præcist handler det om Danmarks indledende kampe samt ottendedelsfinalen mod Kroatien, som resulterede i et ærgerligt nederlag. Disse kampe blev nemlig streamet stil stor fornøjelse.

Streaming vinder frem

Danskerne er nemlig begyndt at streame udsendelser på tablets, smartphones og computere – også selv om kampene blev vist på landsdækkende tv. Tendensen går altså på, at vi lige så gerne bruger vores internetforbindelser til fjernsyn frem for etablerede tv-udbydere. Interessant, ikke sandt? Vi er begyndt at prioritere on-demand. Flow tv glider i baggrunden.

– Den samlede datatrafik i vores netværk steg massivt, da de tre indledende kampe og 1/8-delsfinalen blev spillet, og det er tydeligt, at mange streamer kampen for så at stoppe igen i halvlegen, hvor datatrafikken falder med 30%. Vi kan også se, at i kampen mod Frankrig er trafikken lidt lavere i 2. halvleg, så mange har givetvis brugt halvlegen på at køre hjem og så se resten af kampen hjemmefra, siger netværksstrateg Jesper Mølbak fra Telenor.

Og det er så endnu en af de labre sidegevinster ved streaming: man kan se kampen, selv om man er på farten. Hvis fruen kører bilen eller hvis man sætter sig ind i et S-tog: frem med mobilos og så ellers se kampen færdig i god ro og orden.

Apple TV hjælper med udsendelserne

Her i huset har vi et pænt stykke tid levet med streaming. Vi sagde en dyr pakke hos Stofa op, og smuttede ind i en butik og købte et styk Apple TV-dims. Herefter koblede vi Apple TV på vores trådløse netværk i huset. Nu ser vi DR og TV2 via Apple TV, og det fungerer perfekt. DR er gratis, mens vi har investeret i TV2 Play, som virker glimrende. Desuden har vi en Netflix, så der altid er mulighed for en god film eller tv-serie.

Telenor registrerede også, at brugen af eksempelvis Netflix og Facebook faldt, da Danmarks drenge spillede bold på de russiske græsplæner. Det samme gjaldt lysten til at tale i telefon. Hvorfor plapre løs i telefonen, når vigtigere ting foregår på fodboldbanen?

www.telenor.dk

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.