
Her står du en fredelig hverdag og har fundet de svedigste varer i en amerikansk webshop. Du er virkelig tændt på at få bestilt hele suppedasen med det samme, men samtidig kan du høre vennernes formaninger i baggrunden: pas nu på med at bestille varer fra USA. Det kan blive en dyr forretning for dig.
Derfor er der god grund til at gentage nogle gode råd når du handler i en amerikansk webshop. Vi har modtaget en pressemeddelelse fra fragtservicen ShopUSA som fokuserer på og gentager nogle af de gode råd, vi forbrugere med rette kan følge næste gang vi handler på nettet. Der er ikke tale om raketteknologi, så læs med her, venner:
Brug toldberegner
Når du handler i en amerikansk webshop, så husk at tage højde for dansk moms og told. Du kan altid undersøge priser på told og moms i toldberegneren hos Skat.dk. Tjek også om du skal have sendt varen direkte fra USA eller om du ønsker at benytte dig af en dansk tjeneste, som hjælper med håndtering af fragt, moms og told for dig.
Hvis du vælger en dansk tjeneste, skulle det være muligt at spare et importgebyr på 160-250 kroner pr pakke. Netop importgebyret snyder mange danske kunder, og dermed bliver en vare pludselig noget dyrere, end man havde regnet med.
Stadigvæk bør man ikke være nervøs for at handle i en webshop uden for EU, mener ShopUSA, hvilket giver god mening, idet firmaet jo netop hjælper med håndtering af varer købt uden for EU. Michael Brønnum Boye fra ShopUSA siger:
Handl lokalt
– De dårlige oplevelser kan man fjerne fuldstændig, hvis man blot er opmærksom på at beregne told- og moms, inden man trykker køb. Det er lidt en omvej, men nemt. Det kan gøres på skat.dk, eller gennem en tjeneste, der hjælper med told, moms og fragt. Det er gratis at spørge.
Virksomheden slår altså en hel del på, at man bare skal komme i gang med at handle løs i USA. Tja, jeg vil jo egentlig hellere have, at du handler i din lokale butik. Det kan da godt være, at varerne ikke kan skaffes til samme priser dernede, men du er med til at holde liv i din by. Og den ekstrapris du betaler får du flerfold tilbage i form af gode råd og vejledning om de produkter, du køber. Personligt synes jeg at gågader med forladte butikker er så trist. Og snart spredes butiksdød til forladte huse …