
For herrens mange år siden gik der sport i de små Polaroid kameraer, som kunne printe fotos med det samme. Det var en vaskeægte sensation, at man ikke behøvede at aflevere den analoge film i kiosken for så at hente papirbillederne en uges tid senere.
Disse analoge film, som typisk sad i et fladt Kodak kamera, fik uventet stor konkurrence fra Polaroid, som med deres ret upæne kameraer fik revolutioneret branchen med ”øjeblikkelig print kameraer”. Få sekunder efter at man havde taget et billede, kunne man hive det ud af kameraet i ægte papir med farver og hele molevitten.
Senere gled både Kodak og Polaroid i baggrunden. De digitale kameraer vandt ind, hvilket åbenbart kom helt bagpå de 2 mastodonter. I mange år har jeg ikke rigtigt hørt noget til Polaroid, men nu er de på banen med et lille nyt produkt: en lille fiks printer, der kan udskrive dine billeder. Der er tale om et superlet produkt, der kan kobles til din smartphone.
Printer på 162 gram
Polaroid Mint er navnet, som primært henvender sig til de unge mennesker, som åbenbart finder det morsomt at dele fysiske billeder med hinanden. Det mener Polaroid i al fald. Derfor forventer Polaroid stor succes med deres såkaldte instant fotografering.
Og det drejer sig om 2 produkter: Polaroid Mint Instant Pocket Printer, der kan printe papirbilleder fra mobile kameraer og tages med i lommen, og Polaroid Mint Instant Print Camera, der er en mellemting mellem et digitalkamera og en printer. Det lyder jo ret smart, ikke sandt?
Printeren klarer udskrifter fra din smartphone eller tablet via Bluetooth, og den kaperer farvebilleder i størrelsen 5×7,6 cm (2×3 tommer) med blank overflade på mindre end et minut. Du kan altså imponere vennerne med et fysisk billede på 60 sekunder eller deromkring. Printeren fungerer via et genopladeligt batteri, som kan udskrive cirka 50 fotos på en opladning.
Hvis du installerer en Polaroid app på din smartphone, får du endvidere mulighed for en form for billedredigering, og så er der jo ikke ét eneste øje tørt. Vægten peger på 162 gram, så du kan roligt putte den med i rygsækken, når I skal på tur. Printeren koster tæt på 1.100 kroner.
Digitalt kamera med indbygget printer
Du kan også investere i Polaroids 16 megapixel kamera som har indbygget en såkaldt Zink-printer. Der er tale om en form for blækfri printerteknologi. Ved hjælp af varme aktiverer og indtoner printeren de farvekrystaller, der er indlejret i selve papiret. Der er krystaller med farverne cyan, gul og magenta. Resultatet er farverige billeder i god kvalitet, og billederne skulle være holdbare og slidstærke.
Kameraet har plads til hukommelseskort på op til 256 GB, og der er naturligvis integreret selfie-funktion, selvudløser og LED flash. Vægten peger på 173 gram. Når du tager et billede, er kameraets indbyggede printerfunktion parat til at udskrive billedet – og kameraet klarer op til 40 billeder på en opladning. Prisen er cirka 1.100 kroner.