
Så er der godt nyt til alle spil-freaks, som elsker god underholdning via stuens tv-apparat. I mange år har diverse spilkonsoller været det foretrukne medie, når der skulle dystes inden for forskellige populære genrer, og her er det især PlayStation og Xbox, der har de foretrukne konsoller.
Hardcore gamere vil nok mene at Sonys PlayStation er bedre end Microsofts Xbox – og omvendt. Her i hjemmet var Xboxen den foretrukne konsol, men som tiden er gået, har vi helt sluppet spil på fjernsynet, og nu støver konsollen hen.
Derfor kan Nettips godt lige berette om den helt nye PlayStation. Den er blevet døbt PlayStation®4 Pro (PS4™ Pro), og her skulle der efter sigende være tale om et virkeligt topkvalitetsprodukt, hvor Sony har gjort sig umage for at skabe en mesterkonsol, der vil gøre alle sultne for at eje én.
Mere virkeligt end nogensinde
Gengivelsen af spil er mere virkelig end nogensinde, og billedkvaliteten er oppe i dynamisk 4K. Og så burde det være på plads. Populære spil som Call Of Duty: Infinite Warfare (Activision), Ratchet & Clank, The Last of Us Remastered og Uncharted™ 4: A Thief’s End er parate til denne helt sublime gengivelse.
Hestekræfterne inden I konsollen har selvfølgelig også fået en opgradering. Dermed er der budt op til dans over for spiludviklerne, som endnu en gang må i arbejdstøjet for at skabe end nu mere virkelige og livagtige spil end hidtil. Snart vil vi spille spil, som i uhyggelig grad minder om den virkelige verden.
Du kan naturligvis iklæde dig virtual Reality briller, mens du spiller løs på PlayStation®4 Pro,og så kan du koble dig på dit Netflix abonnement og streame film og serier i allerhøjeste kvalitet, hvis film og serier vel at mærke er produceret i 4K. Det samme vil være gældende for 4K indhold fra YouTube.
PlayStation®4 Pro til 3.200 kroner?
Hvad kan vi ellers bemærke omkring PlayStation®4 Pro? Jo, hardware melder blandt andet om x86-64 AMD “Jaguar” samt 8 cores GPU: 4.20 TFLOPS, AMD Radeon på grafiksiden. 8 GB RAM samt et lager på 1 TB. Prisen ligger på godt 400 euro, hvilket i min regnestok melder om cirka 3.000 danske kroner, mens Elgiganten tager 3.200 kroner.
Om jeg skal have én? Nej, hverken min alder eller tid kan retfærdiggøre at jeg investerer 3.000 kroner i en PlayStation 4 Pro. Så skal der jo også indkøbes spil til 500 kroner stykket. Men til kommende konfirmander og andre raske unge gutter, er dette bestemt en spilkonsol, som er værd at kaste sultne blikke efter.