Trådløst netværk i hjemmet er blevet standard de fleste steder. Det er efterhånden et krav, at man kan surfe på internettet uden at man skal koble et gammeldags LAN-stik ind i siden på den bærbare computer. Faktisk ønsker jeg mig trådløs opladning som det næste smarte træk i de danske husstande, men det lader nok vente på sig.
Men trådløst internet er absolut et must. Derfor handler det om at få fat i en router, som kan sende trådløse internetsignaler ud i huset eller lejligheden, så alle kan få dækket deres konstante netfix. Der findes utallige forskellige routere og routerproducdenter. En af producenterne hedder D-Link.
Du bliver (måske) gladere
Og D-Link er nu ude med nye modeller, som naturligvis er bedre end de tidligere modeller. I al fald hvis man skal stole på den pressemeddelelse, som jeg modtog forleden dag. Der er tale om nye modeller i deres Covr Whole Home Wi-Fi-serie.
Produkterne hedder noget så sexet som AC2200 Tri-Band Wi-Fi-systemet (COVR-2202) og AC1200 Dual-Band Whole Home Wi-Fi-systemet (2-pak COVR-C1202 eller 3-pak COVR-C1203), og allerede dér er man jo næsten stået af. Ikke desto mindre er disse apparater med til at gøre dig gladere – altså hvis du sætter pris på stabilt internet.
Med de nye systemer skulle det være slut med døde zoner i huset. Ved at købe og installere disse i hjemmet, får du en samarbejdspartner med din eksisterende router, således at de kroge af huset, som har besvær med at opfange routerens internetsignaler, pludselig får hjælp fra D-Links nye produkter.
Slut med døde områder i huset
Ifølge pressemeddelelsen får du lynhurtigt, trådløst internet i huse eller lejligheder på op til 465 m2. På den måde burde de fleste familier kunne bevare roen og fordrageligheden, når sønnike spiller Counter Strike, søster hamstrer YouTube videoer, Mutti snapper Netflix, mens Daddy ser Champions League via husets wifi.
For dem, der har brug for 100 procent dækning i større huse og lejligheder, er COVR-2202 tilsyneladende et godt valg. Systemet består af 2 stk. AC2200 Tri-Band Covr-punkter med stor ydeevne, der fjerner de døde områder og giver hurtig Wi-Fi i hjem på op til 550 m2.
Forbindelsen skulle være helt i top via en intelligent roamingteknologi, så du undgår at signalet pludselig mistes. Denne intelligente løsning holder hele tiden øje med internetsignalet, og sørger for at den bærbare computer og tabletten automatisk tildeles det wifi, der er stærkest.
Skulle du vælge at koble dine apparater til via LAN-stik, er der 2 indgange i D-Links nye apparater. Det kunne eksempelvis være spilkonsollen, fjernsynet eller den stationære computer. Opsætningen i en browser skulle være nem og brugervenlig, og dermed behøver man ikke at være computer-ingeniør for at sætte hele molevitten op.
Priserne på apparaterne er 1.065 kroner for en COVR-C1202. En COVR-C1203 koster 1.520 kroner, mens en COVR-2202 koster 2.225 kroner.