Internet Week i Danmark

Internet Week i Danmark

På mandag den 9. maj sker der ting og sager i smilets by, Aarhus (som i dag staves med dobbelt A) (som i gamle dage) (og sikke noget pjat) (men det er sikkert for turisternes skyld).

Der er internet på plakaten i Aarhus, og det er såmænd fordi at der er fløjtet op til Internet Week 2016, hvilket altså finder sted i Rådhussalen på Aarhus Rådhus. Internet Week er en slags festival, hvor der er fuld fokus på nettet, og som har til formål at sikre, at vi danskere ikke sakker bagud, når det handler om at være et digitalt og innovativt land.

I de 5 dage, som festivalen strækker sig over, kan du opleve spændende indlæg i form af foredrag, debatter og workshops, og det hele sker altså i Aarhus området. Nu skal der atter sættes power på nettets betydning for vækst, demokrati og vores velfærdsmodel herhjemme i Danmark.

Sådan kommer det til at foregå

På mandag er det erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, som byder velkommen til Internet Week 2016. Her vil han blandt andet fortælle om deleøkonomi. Borgmester for Aarhus, Jacob Bundsgaard, tager over med en tale, hvor han agter at fortælle om internettet og den digitale udvikling i et aarhusiansk perspektiv.

Udenlandske talere står også på talerstolen i Aarhus. Bas Boorsma er en hollænder, som ved en masse om Internet of Everything og smart cities, og det vil han fortælle om i ugens løb. Fra San Fransisco kommer Leila Janeh, som står bag en organisation, der bekæmper fattigdom. Hun er big shot og blev i 2009 kåret som en af de mest indflydelsesrige kvinder i teknologiens verden.

Masser af spændende emner

Men der bliver knald på i ugens løb, hvor en række danske erhvervsfolk også vil fortælle og tegne for tilhørere. Abelone Glahn, som er ekspert udi sociale medier, stiller op, og det gør vært på P1’s Harddisken, Anders Høeg Nissen, også.

Virtual Reality er en del af programmet i Internet Week, og et særskilt område vil være dedikeret til Virtual Reality. Her kan du således afprøve nutidens standard inden for denne virtuelle virkelighed, hvilket også indbefatter Googles Cardboards.

På hjemmesiden for Internet Week kan du få en oversigt over alle de begivenheder, der finder sted i løbet af ugen. Du kan blandt andet høre om søgemaskineoptimering, smartwatches, Google Analytics, open data, 3D tegninger, Cybersikkerhed, laptop orkester og meget meget mere. Jeg er sikker på, at det nok skal blive både berigende og underholdende.

www.internetweekdenmark.com

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.