Hvilken musik foretrækker dit kæledyr

Hvilken musik foretrækker dit kæledyr

Her i huset spadserer hunden Karla rundt. Hun er en labrador, som holder øje med huset, når vi ikke er hjemme. Når vi så kommer hjem, sætter hun pris på en godbid, en gåtur, en skålfuld mad samt nogle klap på ryggen. Et vaskeægte hundeliv.

Når jeg er hjemme, sætter jeg ofte musik på anlægget. Jeg hører til meget blandet musik, og når jeg en gang imellem skruer godt op, kan jeg se på Karla, at hun ikke er fan af min musik. Derfor tænker jeg somme tider over, hvad hun ville foretrække at lytte til, hvis hun kunne bestemme.

Spotify, som er en ganske god musiktjeneste, har netop kylet en pressemeddelelse ind i min indbakke, hvor de fortæller at kæledyr faktisk godt kan lide musik. Derfor har Spotify oprettet playlister med speciel fokus på dyrenes smag.

Spotify Pet Playlists

Der er tale om Spotify Pet Playlists, og på hver playliste er der omkring 30 sange. Playlisten er sammensat på baggrund af algoritmer og med kæledyrets personlighed og karaktertræk. Den aktive hund vil således få en playliste med gang i den, mens den dovne kat får en playliste med plads til fordybelse i et roligt tempo.

Hvad sker der lige for dem, tænker du måske. Dyr og musik? Tja, Spotify fastslår i pressemeddelelsen, at undersøgelser viser at over 70 procent af dyrejere spiller musik for de små kræ. 80 procent er sikre på at dyrene elsker musikken. Musik afhjælper stress hos dyrene, tænker mange.

Og de musikgenrer der er mest populære hos dyr, er soft rock samt klassisk musik. I forbindelse med udviklingen af Pet Playlists, besøgte Spotify musikologen David Teie. Ud over at spille cello i America’s National Symphony Orchestra er han også førende inden for arts-specifik musik. Han har komponeret hele to albums med musik til katte. Kattejammerrock måske?

Sådan gør du

Nå, hvis du vil spille en laber playliste for dit kæledyr, skal du gøre følgende:

  1. Vælg dit kæledyr – vælg mellem hund, kat, leguan, hamster eller fugl
  2. Fortæl mere om dit kæledyr – er det afslappet eller energisk, genert eller venskabelig, ligeglad eller nysgerrig? Disse karaktertræk hjælper Spotify med at lave playlisten mere personlig for dit kæledyr
  3. Tilføj navn og foto – navn og foto vil være på playlisten, og du får også et personligt sharecard
  4. Lyt og del – når du er færdig, har du adgang til din Pet Playlist med det samme, så du både kan lytte til og dele den.

Jeg kan fortælle at Karlas playliste primært består af dansk popmusik. Dette indbefatter blandt andet Barselona, Tommy Seebach, Østkyst Hustlers, Kliché og Gnags. Af udenlandsk musik kan nævnes Roxy Music, Matt Duncan, Mac DeMarco, John Paul Young og Sade.

https://pets.byspotify.com/us/

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.