Nå, så skal jeg da lige love for, at der blev åbnet for sluserne igen. Efter en lang og god sommer uden de store nedbørsmængder har vi de seneste dage fået vand nok til resten af september. Byge efter byge er blæst ind over land og by, og de forskellige regnmålere rundt omkring i landet har haft nok at se til.
Personligt rammer disse byger meget forskelligt. Jeg kan som eksempel nævne, at de værste byger faktisk opstår, når jeg skal ud på min cykel. Det er et generelt tegn til vejrguderne om, at nu kan de godt finde vandslangen frem.
Og det slår sjældent galt. Jeg kan sidde på fælleskontoret på 5th floor og kigge ud af mit skråvindue. Når jeg så ser, at regnen er aftagende og at der dukker små himmelstrejf op, tager jeg min jakke på og cykler hjemad. Bedst som jeg er 1/3 hjemme, kommer det værste skybrud ud af det blå.
Skybrudsforfølgelse
Resultatet er at jeg er delvist gennemblødt, når jeg strander hjemme i carporten. Det påfaldende er at det sker igen og igen. Nogen ville kalde det forfølgelse. Andre ville ryste en smule på hovedet og kommentere at jeg sikkert trænger til et brusebad.
Hvorom alting er så trænger naturen til lidt vand fra oven. I går aftes så jeg en dygtig klimaforsker fra DMI. Han kunne berette om nogle scenarier, der venter forude, hvis havtemperaturen bliver ved med at stige. Han virkede cool og meget seriøs uden at male fanden på væggen. Dog var det tydeligt at mærke på, at de små skybrud vi oplever i disse dage, er vand ved siden af de vejr-rædsler, der venter i fremtiden.
Nu er det fredag, og Martin-Bo alias link-ekspert har sendt os 5 fredagslinks, som jeg synes du skal klikke nærmere på. I dag foregår det på biblioteket, et guddommeligt sted, under havoverfladen, i den kunstige verden samt i billedgalleriet.
https://libraryofbabel.info: Intet mindre end et bibliotek. Og endda et ret specielt et.
http://tableofgods.com: Er du klar til at træde ind i en tidsmaskine?
https://goblin.tools: Her får du nogle værktøjer, som måske hjælper dig videre. Og der er dømt AI på en anderledes måde.
https://squoosh.app: Dette skulle være et billed-værktøj udviklet af folk fra Google. Det ser rimelig avanceret ud.
https://www.submarinecablemap.com: Er der kabler under havoverfladen? Ja, det er der!







