Sidste dag i årets udgave af vinterferien. Det er status for mange, dog ikke undertegnede, som har brugt ugen på at passe og pleje kunder samt gøre klar til WordPress kursus i starten af marts på Fremtidsfabrikken i Svendborg.
Fremtidsfabrikken er et meget spændende sted med masser af god energi. Ved du godt, at hvis nogen tilfører energi i lokalet, overføres denne trådløst til dig – hvis du vel at mærke har sat modtageren på den rigtige frekvens. Omvendt kan en spielverderber hive al energien ud af én. Møghamrende træls.
Mange oplever udfordringer på energifeltet. Udbrændthed. Stress. En følelse af tomhed. Tristhed. Utilstrækkelighed. Her kan det hjælpe at besøge en psykoterapeut, som er parat til at lytte til din historie og hjælpe dig videre – godt på vej.
Stress – en folkesygdom
Stress er blevet en folkesygdom, og jeg har det skidt, når jeg skriver folkesygdom. Ordet ”folke” forbinder man ofte med noget godt. Folkesanger. Det er sådan en der kan synge den danske nation op og bringe os tættere på hinanden. Kær folkeskuespiller. Det er en person, som via sine roller formår at få os til at smile til lærredet – og til hinanden.
Folkesygdom er ikke noget godt eller kært. Og stress er på vej til at blive en ægte killer. Stress æder dig op indenfra. Din mentale tilstand får det svært, og din fysiske aktivitet er i farezonen: snart vil du i værste fald mærke fysiske skavanker. Det handler derfor om at du passer på dig selv og dine kolleger.
Hvis du kan mærke at noget er ruskravende galt, så stop op i tide og mærk efter. Tag en snak med kollegaen. Smil til kollegaen. Ræk en hjælpende hånd ud. Gør noget. Denne omgang fredagslinks dedikeres til terapiens verden. Der er masser af hjælp at få derude. Grib den, hvis det bliver nødvendigt.
www.psykoterapeutforeningen.dk: Vi lægger ud med et link til psykoterapeut foreningen, som holder til i København. Her kan du læse en masse om psykoterapi og om de uddannelser, der tilbydes.
www.lisebach.dk: Lise Bach er psykoterapeut i Birkerød og København. Hun tilbyder individuelle samtaler, familieterapi og parterapi.
www.psykologernevedkongensnytorv.dk: Dette site blev udvalgt på grund af domænets originalitet. Et skønt domæne, der sender tankerne hen til Kongens Nytorv. Hvad er det nu han hedder, ham som sidder på hesten dér?
www.forebygstress.dk: Endnu et godt domæne, synes jeg. Forebyg stress handler blandt andet om at mærke efter. På hjemmesiden kan du tage en stresstest på 28 spørgsmål. Jeg skal ikke kede dig med mit resultat, men det gav stof til eftertanke.
www.chrismacdonald.dk: Jeg er ret begejstret for Chris. Han har en fornuftig tilgang til tingene, og han vil gerne gøre os sundere uden at han moraliserer. Det er den rigtige måde at gøre det på. Synes jeg. Hvad synes du?