Knud er på vej. Han kommer stormende ind over den jyske vest- og nordkyst, så hvis du ejer en vindmølle, er der grund til begejstring. Der bliver blæs på, og selv de jyske fiskere bliver rådet til at blive inde på kysten. Det er DMI, som siger det, og så er der nok god grund til at lytte efter.
På Sydfyn skulle et stort sejlløb rende af sted her til morgen. Silverrudder er navnet på et kapløb for sejlskibe, og skibene skal sejle Fyn rundt, dog kun med én mand på hvert skib. Det betyder at han/hun skal klare alle tingene selv. Pøse vand overbord. Besørge toiletbesøg. Spise madpakker. Brygge kaffe. Hive sejl op og ned.
Sådan er det ofte også, hvis man driver sit eget enmandsfirma. Man skal sørge for at kunderne får det, de beder om. De skal serviceres og forkæles. Man skal også hele tiden forsøge at skaffe nye kunder. Og man skal have styr på bilag, og regninger skal sendes og betales. Man skal også passe på sig selv, så man ikke brænder ud. Hvis chefen i et enmandsfirma bliver syg, er det noget skidt.
Flermandsvirksomheder med rod
Det er også noget skidt på DR og i Danske Bank. Det er nok de 2 institutioner, som hentede de største overskrifter i denne uge. DR er på randen af totalt nedbrud, og for første gang nogensinde kunne jeg godt tænke mig at undlade at betale licens og opsige abonnementet hos DR. Det er desværre ikke muligt, så nu skal jeg betale for et produkt, der bliver ekstremt forringet.
For år tilbage forlod jeg Danske Bank. Dengang var det kundeservice og gebyrer, som fik mig til at forlade pengeinstituttet. Der havde jeg ellers været kunde i mange år, men når man ikke føler sig godt behandlet, har man 2 muligheder: bede banken om at opføre sig ordentligt, eller forlade den. Jeg valgte det sidste, fordi løsning 1 nok ikke var mulig.
Hverken DR eller Danske Bank er enmandsvirksomheder. De har adskillige tusinder ansat rundt omkring, og derfor er det også brandærgerligt, at alle de gode kræfter der er ansat, nu skal leve med opsigelser og løftede pegefingre. DRs programudbud bliver kæmpe forringet, men Den Store Bagedyst består. Nej, hvor flot altså …
Det er fredag og vi skal se på et amerikansk fupforetagende, en musicalopsætning, sejlskibe, golf og et gratis alternativ til CCleaner.
www.thetopinbox.com: Her får du et tillægsprogram til Gmail, men brug det ikke! Folkene bag er fupmagere og snydere, som ikke reagerer på mails, og de trækker automatisk penge på dit kreditkort. Derfor har jeg måtte skifte kreditkort. Skam jer.
www.silverrudder.com: Silverrudder er et fantastisk race for sejlskibe. Det starter i skønne Svendborg på idylliske Sydfyn, hvor jeg bor. Og det er jeg glad for/stolt over.
www.glarysoft.com: Jeg er på udkig efter et alternativ til min ellers elskede CCleaner, som er blevet et grib-produkt. Glary Utilities får mange roser. Er der nogen herinde, der bruger det, og som kan anbefale eller advare imod programmet?
www.rydercup.com: Ryder Cup er en lækkerbisken for golffans. Denne match handler om magtkampen Europa imod USA. I år med en dansk Thomas Bjørn som kaptajn for Europa. Kom så, drenge!
www.detnyteater.dk: Og så slutter vi af på en anden form for scene, nemlig på Det Ny Teater i København, hvor der snart er premiere på Phantom of the Opera. Gys.
Vedr. Thetopinbox spærrer kaspersky straks for siden ( hvilket Antivirus bruger du )
The security of your connection is reduced. Criminals can attempt to steal your data from the website. You are advised to leave this website.
URL:
http://www.thetopinbox.com
Brug PayPal til betaling af den slags ting. Så kan du selv stoppe en hver betaling og også få dine penge tilbage.
Angående Glarysoft har vi anbefalet det i forum i 8-10 år .
Hilsen Krummedige
Thetopinbox kan jeg heller ikke tilgå, så er man ikke sikker på sin AV-løsning, bør man undgå det link.
Glarysoft’s optimeringssuite er blandt de bedste, da den ikke utilsigtet forkrøbler styresystemet. Til Windows foretrækker jeg dog AVG PC TuneUp i betalingsversion. Nu er Mac mit primære valg, efter Windows besluttede, at det var en giv tig forretning at kapre sine brugere’s data. Man kan håbe, Microsoft bliver straffet på pengetanken, når stadigt flere brugere vælger et alternativ .