
Pecha kucha! Og hvad er så det? Jo, pecha kucha er en japansk idé, hvor en person skal præsentere et emne på en lidt speciel måde: 20 Powerpoint slides, som hver varer 20 sekunder. Altså 20 gange 20 sekunder = 6:40 minutter. I dette tidsrum kan du altså holde et oplæg om hvad som helst.
Og det oplevede vi i Svendborg i ugens løb. Her stimlede godt 100 mennesker sammen på stedet Kammerateriet, hvor vi forventningsfulde sad og ventede på at den ene præsentation skulle afløse den anden. Og det blev en god aften.
Der blev nemlig fremlagt mange forskellige emner – 8 i alt mener jeg – og det betød at tilskuerne kunne hygge sig med en øl, et glas vin, en kop kaffe eller gløgg, mens indlægsholdere indviede os i deres tanker, hverdag eller hvad det nu måtte være.
Netop at indlægget maksimalt varer 6 minutter og 40 sekunder er en stærk faktor. Dels skal indlægsholderen gøre sig umage med at få budskabet hurtigt frem, og der er ikke megen tid til udenomssnak og ligegyldigheder. Dels betyder det at hvis emnet ikke interesserer dig synderligt, er tidsrummet til at overse.
Du burde opleve pecha kucha
Herunder præsenterer jeg 5 fredagslinks, som alle havde sin berettigelse ved pecha kucha arrangementet i Svendborg i tirsdags. Normalt afholdes dette arrangement om torsdagen, men på grund af spændende deltagelse fra Aarhus, blev det altså utraditionelt afviklet om tirsdagen.
Næste gang du er i nærheden af pecha kucha, så tag ind og oplev det. Det bliver du ikke dummere af.
www.fremtidsfabrikken.com: her fik vi et levende indlæg om iværksætterhuset Fremtidsfabrikken i Svendborg. Huset er anerkendt i hele Danmarks for dets metode.
www.baggaardteatret.dk: Baggårdteatret i Svendborg er et virkelig fedt sted med masser af gode forestillinger. I øjeblikket oplever teatret stor succes med Bertolt Brechts Svendborgdigte.
www.mai-britt-schultz.dk: Denne spændende kvinde berettede om livet og omgivelserne på den skønne kunstskole beliggende på vidunderlige Tåsinge på Sydfyn.
www.storybox.dk: Storybox handler om at fortælle historier til andre via internettet. Hjemmesiden er nu køreklar.
www.aut.dk: Aftenens mest spektakulære oplevelse var de unge tonekunstnere fra AUT, Aarhus Unge Tonekunstnere. Her fik vi en anderledes pecha kucha i form af totalteater, musik og eftertænksomme effekter.