Fem knækkede fredagslinks

Fem knækkede fredagslinks

Fredagen og dermed weekenden banker på døren. Udenfor skinner solen, og man kan næsten kun blive glad i låget over udsigten. Kaffen er hældt i kruset, og mens den står og damper her ved siden af mig, fornemmer man at foråret for alvor er kommet.

Det er fodbold-fornuften forhåbentlig også. I ugens løb tikkede en bombe ind på alverdens nyhedsstationer og redaktioner: store klubber ville skabe deres egen lukket liga hvor der blev inviteret interessenter med. Målet med ligaen er tilsyneladende at skabe bedre økonomi i klubberne. Faktisk blev der nævnt i stribevis af milliarder i snakken om Super League.

Heldigvis har klubberne på skift trykket sig fra ideen. De fleste klubber vel at mærke. Og det glæder en fodboldfan som mig, at fornuften sejrede. Desværre er der stadig klubber, der synes at det er en vældig god ide. Blandt andre mine favoritter fra Real Madrid. Det gør mig ærligt talt noget trist. Men Reals præsident postulerer at det er nødvendigt, hvis klubberne skal overleve økonomisk.

Hvorfor har klubberne så svært ved at styre økonomien? Der er jo tale om en af verdens mest populære idrætsgrene. Svaret skulle ligge lige til højrebenet: spillernes tårnhøje lønninger. Dette lønniveau er så mastodontisk, at man bliver helt svimmel. Måske skulle spillerne og deres agenter komme lidt ind i virkeligheden – ind i kampen, så at sige.

Sænk spillernes lønniveau

Det er jo ganske vanvittigt, hvis en spiller skal have millioner af kroner i løn – om ugen. Så skal der ikke den store lommeregner til at forudsige at mange klubber bliver trængt over i det ene hjørne af banen. En søgning på Ronaldos løn melder om 31 millioner. Euro naturligvis. Messi er en smule dyrere. 71 millioner euro, så du skal altså gange tallet med cirka 7,5. Denne liste fortæller vist alt.

Med så mange penge på lønkontoen får jeg automatisk den tanke, at visse fodboldspillere er nogle grådige karle. Hvorfor skal de have så mange penge for at løbe rundt på en firkantet græsplæne? Og hvad skal de bruge alle de penge til? I min verden burde de store klubber ikke oprette en ekstra logeliga. I stedet burde de samstemmende aftale, at lønniveauet blandt fodboldspillere skal ned i et menneskeligt leje.

Kan de på en eller anden måde indføre en slags lønloft? Og hvis spillerne bliver sure eller skuffede over lønnedgangen, kan de jo blot finde sig et andet erhverv, hvor de kan tjene kassen (dette er naturligvis et urealistisk tankespind). I en verden hvor fornuften som regel sejrer, er dette altså et oplæg til de store klubber med super league-tanken: gå i overenskomsthabitterne og start lønforhandlinger med spillerne. Og lad os så se noget god bold!

Fredagens links peger på

https://gfycat.com: Kan du godt lide giffer? Altså de dersens bevægelige fotos og tegninger. Så tjek dette site ud.

https://www.uefa.com/uefachampionsleague: Lad os satse på Champions League.

https://www.spring.com: Forår på engelsk hedder spring. Og det leder naturligvis tanken hen på ledige it-job, ikke sandt …

https://www.ocenaudio.com: OcenAudio skulle være et fortrinligt gratis lydredigeringsoprogram. Det liger klar til Windows, Mac og Linux.

https://www.filehorse.com: Efter Prutterhundens indlæg i vort forum blev jeg nysgerrig på denne fil-hest. Der ligger sør’me da mange godbidder inde. Tak, Prutterhunden.

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.