Fem hollywoodske fredagslinks

Fem hollywoodske fredagslinks

Ugen har været en hård oplevelse for mig personligt. Jeg har sagt farvel til en meget nær person, og sorgen over at man aldrig skal se vedkommende igen, er ubeskrivelig. Ens mindset rammes af en barsk form for tomhed, og det er svært at begribe, at man ikke skal se, høre og tale med ham igen.

Livet passerer revy, og man indstiller hjernen på en opgave: at spole båndet tilbage og genkalde de gode minder man har med vedkommende. Pludselig indser man at der virkelig var mange gode oplevelser, og et blik i sms korrespondancen genkalder også sjove elementer, som man egentlig havde glemt.

Nu er han væk og har det godt et andet sted. Tilbage står vi og skal have livet til at gå videre. Jeg er selvstændig erhvervsdrivende, og det har slået mig hvor dygtig jeg faktisk selv synes jeg har været i situationer, hvor jeg har haft med andre mennesker at gøre.

I mandags underviste jeg hele dagen på et SEO-kursus i Spinderihallerne i Vejle. Cirka 18 virksomheder mødte op for at blive indviet i søgemaskineoptimeringens kringlede kroge. Tirsdag morgen stod Kristine og jeg foran cirka 50 virksomheder, som er en del af Svendborg Rabbits’ netværk.

Og jeg indrømmer blankt: jeg havde svært ved at forudse hvordan jeg ville tackle disse 2 situationer, hvor jeg dels skulle virke professionel og forberedt og samtidig kæmpe med en sorg indeni. Skal jeg se objektivt tilbage på disse situationer, synes jeg at det gik godt.

Netværk betyder alt

Og det er netop her at det slår mig, hvor vigtigt et godt netværk er. Nu var de 2 situationer i en businesspræget agenda, men jeg må også tilstå, at det gjorde godt at være sammen med andre mennesker og lade tankerne fyldes af andet end sorg. Faktisk er jeg overrasket over, hvor godt ens psyke er i stand til at indordne sig under de givne forhold.

Mens jeg var omgivet af kursister og netværksfolk fortrængtes sorgen, og jeg var opmærksom på de ting, der foregik omkring mig. Da jeg kørte hjem fra Vejle og hjem fra netværksmødet krøb min mavepine tilbage i kroppen på mig. Da jeg onsdag formiddag atter var sammen med et andet menneske i business regi, forsvandt mavepinen.

At være sammen med andre mennesker er vigtigt. Ingen kendte til mit enorme tab, og ingen sendte kondolencer (undtagen én faktisk som havde insiderviden). Faktisk var det befriende at tænke på andet end det savn, der nu følger mig resten af livet. Og jeg føler mig ikke skyldig i ligegyldig indstilling over for min nære.

Han er nemlig stadig i tankerne, og mavepinen er der stadig. Han vil fortsat være i mine tanker resten af livet, mens jeg regner med at mavepinen mindskes de kommende uger. Nyd livet, mens du har det.

Og så til fredagens links, hvor jeg sædvanligvis forsøger at give et guldkorn eller 2. Du får blandt andet et skørt site, viden om senfølger efter kræft, en udskrivningsklar kalender, årets pressefoto samt TedX i Odense.

www.senfoelgerogkraeft.dk: Denne hjemmeside handler i høj grad også om livet. Mette Krabek ved alt om hvor hårdt det kan være at komme oven på igen efter en kræftsygdom.

www.thechive.com: Måske fredagens skøreste link. Her finder du fotos, videoklip og andet med skæve indfaldsvinkler.

www.aaretspressefoto.dk: Her blev jeg en anelse forvirret. Siden indeholder spændstige pressefotos, men overskriften fortæller om året 2014. Har de mon fyret webmasteren?

www.tedxodense.com: TedXOdense er Fyns svar på de berømte TedX speakers corner shows fra USA, hvor mægtige mænd og kvinder stiller sig op og fortæller om dit og dat. Showet i Odense er stort set udsolgt.

www.print-a-calendar.com: Har du brug for en kalender i papirform? Så tjek denne løsning ud, hvor du kan personificere din egen kalender med aftaler og andet. Klik i den pågældende dato, skriv aftalen og vupti.

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.