Hvordan finder du din næste håndværker? Altså forstået på den måde, at du skal bruge en håndværker til at reparere noget for dig. Det kan for eksempel være en tømrer, der skal lappe dit tag. Eller en VVS mand, som skal udskifte en pakning i din vandhane. Eller en elektriker, som skal sætte en lampe op for dig. Eller en maler, der skal spartle dine vægge.
Tager du telefonbogen og slår op under Elektrikere? Starter du internettet og Google op og indtaster ”tømrer” i søgefeltet? Åbner du Facebook og spørger dine venner? Vender du ansigtet ind mod din fysiske nabo og spørger hende? Eller er du med i et fysisk netværk, hvor der også er en flink VVS mand?
Årsagen til mit spørgsmål skal findes i at jeg blandt andet er med i en Facebook gruppe, hvor vi efterhånden er en del iværksættere, der hjælper og guider hinanden. Desværre synes jeg at denne gruppe er blevet til lidt af et prishelvede – forstået på den måde, at der er gået budrunder i den. Lige så snart nogen har brug for hjælp, bliver der sendt efterlysninger ud i gruppen.
Det er jo sådan set godt nok. ”Jeg har brug for t-shirts med tryk og vil gerne høre om nogen herinde kan hjælpe”. Den slags efterspørgsler finder man tit i gruppen. Det kan også handle om logoer, roll ups, hjemmesider, revisorer og meget mere. Men implicit ligger der ofte i efterspørgslen, at deltagerne byder ind med deres assistance og priser.
Pris på hjemmeside
I denne uge bad et medlem om hjælp til en hjemmeside. ”Skriv pris i din kommentar” lød det endvidere. Tja, hvad skal man så sige til det. Her er der et medlem, som har brug for en hjemmeside, og den eneste information han giver er: jeg skal bruge en hjemmeside.
Forestil dig følgende: Du er med i en gruppe, hvor der sidder en række bilforhandlere. Du sender en efterspørgsel ud i gruppen: ”Jeg har brug for en bil. Byd ind og skriv prisen”. Sådan en efterlysning vil sikkert vække munterhed i gruppen, for hvilken slags bil er der tale om? Stor eller lille? Benzin eller diesel eller måske endda el? Hvilken farve? Stationcar? SUV? Hvor stor motor? Manuelle gear eller de dejlige automatiske?
Personen, som efterlyste en hjemmeside fik mange kommentarer med på vejen. Mange var interesserede i at hjælpe, hvilket var godt, men andre havde lidt spydige kommentarer på bedding. Jeg hørte til den sidste gruppe.
Min pris var i øvrigt 100 kroner ex moms plus porto
Og så til fredagens links på Nettips.dk. Vi byder på ejendomsmæglere fra Svendborg, kalendersnak samt guf for søgemaskinenørder.
www.sdbolig.dk: Jens og Jeanette er ejendomsmæglere i Svendborg, og de er netop startet op i ny forretning, hvor de køber og sælger boliger på Sydfyn – et af Danmarks dejligste steder.
https://ugenr.dk/kalender/2019: Hvor langt henne er vi på året? Tak til Prutterhunden.
http://dagen-i-dag.engelund.dk: Dagen i dag – hvad er tidligere hændt? Tak for link, Prutterhunden.
www.dagsdato.dk: Få hjælp til dags dato. Tak til Prutterhunden for et godt link.
www.moz.com: For søgemaskine nørder. SEO handler om sund fornuft.
God humor i eksemplet med bilen. Der er kommet alt for meget fokus på pris og ikke hvad man får for prisen!