Min Android smartphone er til reparation. Jeg har været og er stadigvæk ret glad for min Nexus 6P, men nu ligger den hos et servicecenter på Sjælland og venter på en reservedel. Jeg har hidtil ikke haft en finger at sætte på Nexus 6P, men da jeg efter de seneste opdateringer erfarede at telefonen gik i sort trods 30 % tilbage på batteriet, stoppede min tålmodighed.
En telefon der går i sort selv om der er masser af power tilbage på batteriet går bare ikke. Sådan en smartphone kan man ikke stole på. Uha nej. Så jeg måtte bruge tid på at udfylde en erklæring til det sted, hvor jeg havde købt telefonen, og få minutter senere landede en pakkelabel på min email.
Pakke, pakke, pakke. På med label og af sted til posthus. Min Nexus 6P kom på togtur over Storebælt og nu ligger den altså på et værksted og venter på en reservedel. Jeg gætter på et spritnyt batteri. Det er 9 dage siden nu. Og hvordan tror du så dan en smartphonoholic som jeg overlever det? Savnet af et styk smartphone?
Jeg låner en iPhone 4S
Det går egentlig ok, synes jeg. Min gode ven, Torben, var så flink at låne mig en smartphone, som alligevel bare lå i en skuffe og gloede. Og nu kommer den barske realitet: det er en iPhone! Altså den smarte telefon, som Apple står bag. Folk, der kender mig, ved at jeg helst ikke beskæftiger mig med iPhone og jeg har sjældent en iPad i hænderne.
Denne iPhone 4S er en aldeles glimrende telefon. Det er i al fald min umiddelbare vurdering. Nu bruges den mest til telefoni og sms-beskeder og en lille anelse surf på nettet via Safari. Jeg bruger ikke specielle apps på telefonen, da jeg ikke skal ud at oprette et Apple ID. Desuden er det Torbens telefon, så det bekommer ikke mig at foretage store ting og sager på den. Den er til låns indtil jeg forhåbentlig snart får min egen retur.
Visse vaner er altså under beskydning disse dage. Mit daglige Facebook-fix er sat en smule i standby. Nuvel, jeg er da på Facebook, når jeg sidder ved computeren, men de overflødige blik er skåret væk. Jeg tjekker heller ikke live scores i fodboldkampe i øjeblikket, men fedt at Dolberg atter scorede for Ajax torsdag aften.
Om jeg agter at gå over til iPhone efter dette ”eksperiment”? Nej, jeg savner i høj grad min Googleske Androidtilværelse, og jeg savner min store skærm. Vaner er vigtige for menneskets natur, og nu er jeg bare blevet dus med den måde, som Android fungerer på. Jeg tager hatten af for iPhone, for det er et velfungerende system. Eksempelvis fandt iPhone 4S mit headset på ganske få sekunder. Det kan somme tider tage Android et halvt minut.
Men kære Android, jeg håber du snart er tilbage hos mig, så jeg kan komme videre i mit afhængighedsforhold til dig. Jeg vil glæde mig til at lade dig op til 100 % og til at nyde din delagtighed – også når du passerer de 30 procent resterende batteri levetid.
Fundraising og andet godt
Og så til denne omgang fredagslinks. Vi skal snakke om så forskellige ting som fundraising, din alder, noget mærkeligt noget, jailbreaking iPhones samt en smart dock til Windows.
www.optimist.nu: Overvejer du at skaffe kapital via fundraising. Så tag fat i Optimist.nu, som er en knaldhamrende dygtig fundraiser.
http://you.regettingold.com: Du bliver ældre for hver dag der går. Det ved de fleste af os jo, men få syn for sagen og få en række facts om din alder.
www.staggeringbeauty.com: Endnu et ligegyldigt fredagslink fra Nettips. Hvis du går ind på sitet, er du selv ude om det. Men lad for guds skyld være med at ryste vildt og voldsomt med musen.
www.unlockboot.com: Og da jeg nu er en iPhonist for et stykke tid, må jeg naturligvis lige give et link til et sted, hvor det handler om at jailbreake iPhone og den slags ting.
www.rocketdock.com: Kender du den smarte dock i bunden af Mac computere? Sådan en fætter kan du også hente til Windows. Det skal lige siges at jeg ikke selv har prøvet, og at du eventuelt gør det på egen risiko.