Når det handler om at score de gode tilbud på nettet, er Black Friday blevet det store hit. Igen er det amerikanerne, som tager det meste af verden med på den værste slabberas, og det indebærer altså at vi skal på nettet den sidste fredag i november for at finde de gode tilbud.
Nettips har tidligere skrevet om Black Friday, hvor vi fortalte at det rent faktisk er den travleste dag for netbutikker. Hvad er Black Friday, spørger nogen måske. Og det kan du altså få svar på i de tidligere klummer som er publiceret her på Nettips.
Omsætning på 30 millioner klokken 10
Hvorfor bliver vi så ved med at skrive om Black Friday? Jo, dels fordi vi godt kan lide gode tilbud, og dels fordi vi ved at Black Friday er et populært emne, så hvorfor ikke spille med på sangen. I dag kaster vi et blik på nogle af de varer, som dine naboer måske handler ind den sidste fredag i november.
Mange butikker glæder sig til dagen. De sidder klar ved telefonerne og der er indkøbt rigeligt med papkasser, så ordrer kan ekspederes så hurtigt som muligt. Hos Elgiganten er de spændte – meget spændte.
– Vi forventer, at Black Friday bliver den største nogensinde – og faktisk årets største handelsdag i det hele taget. Vi har forberedt os minutiøst i adskillige uger nu, og er helt klar til et massivt rykind natten til fredag på Elgiganten.dk, siger kommunikationsmanager Frederik Danvig.
For et års tid siden havde Elgiganten omsat for over 30 millioner kroner via deres webshop, da klokken var 10 -altså om formiddagen! Og mon ikke de slår rekorden i år? Det håber de i al fald. Og Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) samstemmer. Det bliver ganske sikkert vildere i år.
Software og net på Black Friday
Og hvad er det så for noget ragelse vi bruger penge på, når det handler om Black Friday? Ifølge FDIH er det primært elektronik og tøj, som er eftertragtet, men også sportsudstyr er populært. Dertil skal altså lægges at vi er nogen, som sidder parate, når gode tilbud om software og andet net-gejl bydes til attraktive priser.
Nu er Black Friday ikke et must for mig, for jeg foretrækker at handle lokalt nede i en fysisk butik i Svendborg. Jeg er dog ikke mere hellig, end at jeg slår til hvis der dukker et stærkt tilbud op. Men som sagt tidligere: det er primært software og web-tjenester, der har min interesse. Hvilke varer har din på Black Friday?