For musiknørder som undertegnede er december altid lidt spændende. Det er nemlig det tidspunkt på året, hvor hitlister over året dukker op, og dermed får vi be- eller afkræftet om vores favoritmusik også blev Familien Danmarks yndlingsmusik.
Nu er mine favoritgenrer langt fra den musik, som gennemsnitsdanskere lytter til. Jeg er helt ustyrlig, når god, progressiv rock rammer højttalere eller headset, og umiddelbart gætter jeg på at Porcupine Tree, Steven Wilson og danske Fugleflugten er nogle af de kunstnere, jeg har afspillet allermest.
Udland og Danmark
Apple Music har netop præsenteret deres hitliste for 2018, hvor både danskernes favoritter blev præsenteret, og hvor favoritterne i udlandet også fik nogle ord med på vejen. Lad os se på nogle af ”priserne”:
- Årets kunstner: Drake – ham kender jeg ikke
- Årets gennembrud: Juice WRLD – det kender jeg ikke
- Årets sang: I Like It – Cardi B feat. Bad Bunny & J. Balvin – den kender jeg ikke
- Årets album: Golden Hour – Kacey Musgraves – hende kender jeg ikke
Hvis vi vender blikket mod det danske marked, ændrer listen sig en anelse. Her dukker omsider navne op, som jeg kan nikke genkendende til. Ikke dermed sagt at det er musik jeg har lyttet særligt meget til, men jeg har da læst om kunstnerne. Her er de mest spillede sange fra Apple i Danmark i 2018:
- Perfect – Ed Sheeran – den har jeg hørt i radioen
- Sydpå – Bro – her melder jeg lige pas
- God’s Plan – Drake – Hmmm…
- Havanna (feat. Young Thug) – Camila Cabello – næh, den springer jeg over
- rockstar (feat. 21 Savage) – Post Malone – ah hva for en fisk
- One Kiss – Calvin Harris – den har jeg hørt
- Shape of You – Ed Sheeran – den har jeg også hørt
- River (feat. Ed Sheeran) – Eminem – den har jeg måske hørt
- Kom Over – Kesi – kom hvor over?
- Strapped – Fool – den melder jeg også pas på.
De mest populære podcasts
Desuden har Apple offentliggjort en række podcasts, som var vældigt populære. Podcast er stadig et relativt nyt bekendtskab for mig, hvilket nok skyldes min fremskredne alder på 50+. Dog finder jeg stor fornøjelse i at lyttet til Fede Abes Fyraften på Radio24syv, men den er ikke blandt favoritterne i Danmark. Årets podcast hitliste i Danmark ser således ud:
- Mads & Monopolet – podcast – det forstår jeg sådan set godt. Mange gode dilemmaer.
- Den Korte Weekendavis – bestemt ikke noget for mig.
- Det, vi taler om – sladder, fnis og spild af tid.
- Millionærklubben – jeg ejer ikke en aktie
- Her Går Det Godt – det er da dejligt at vide
- Mediano Special – øhh hva’?
- anders & anders podcast – de 2 sjove drenge er sammen igen
- Fodbold FM – kender den ikke
- Mørkeland – kender den ikke
- Hjernekassen på P1 – kender den ikke