
En undersøgelse fra Jabra baseret på svar fra over 2.300 vidensarbejdere i syv lande peger på, at danske medarbejdere er blandt dem, der sidder mest i møder. Danskere bruger i gennemsnit 9,5 timer om ugen i møder og ligger dermed over fx USA, Storbritannien, Tyskland og Sverige. Og spørgsmålet er om møder gør folk gladere, klogere eller mere effektive?
Hvis tallene skal stilles op i en nogenlunde overskuelig form, kunne det se således ud:
- 54 % af mødetiden opleves som unødvendig. Altså over halvdelen.
- 67 % går fra møder uden klare handlingspunkter. Suk!
- 60 % har brug for et opfølgningsmøde. Opfølgningsmøde?
- 60 % går fra mødet med mere arbejde, end da de kom ind. Grotesk!
Stener til møder
Kort sagt: Flere og længere møder, mindre effektivitet svarende til cirka 26 uproduktive arbejdsdage per medarbejder om året. Det er nok tid til at lære et nyt sprog eller i det mindste få ryddet kontoret. Og jeg ville kunne spille ret mange runder golf her på Sydfyn. Det er klart at foretrække i stedet for at sidde og stene til et måske ligegyldigt møde.
Jabras beregninger viser, at i en virksomhed med omkring 5.000 ansatte kan unødvendige møder koste op mod 1,2 milliarder kroner i tabt produktivitet. Det er møde-kaos omsat til et tal, der gør ondt på bundlinjen. Nu ved jeg godt, at der ikke er så mange virksomheder i nærområdet med så mange ansatte, men også selv om der ”kun” er 50 ansatte, er der tale om ret meget tid, der suser ud igennem vinduet.
Mødetræthed
De mange opfølgningsmøder og gentagelser fører til mødetræthed. Når store dele af arbejdsugen fyldes med møder uden reel værdi, slider det på fokus, effektivitet og arbejdsglæde. Hele 90 % af de adspurgte danske medarbejdere gruer i større eller mindre grad for møderne, og gruen vokser med antallet af mødetimer.
– Vi har længe betragtet dårlige møder som en irritation, men ikke som en egentlig økonomisk risiko. Når mere end halvdelen af medarbejderne oplever møder som unødvendige og uden værdi, rammer det både produktivitet og trivsel. Derfor bør virksomheder se mere kritisk på deres mødekultur, siger Holger Reisinger, Senior Vice President for Jabra Enterprise Video Business Unit.
Beregningen tager udgangspunkt i en virksomhed med 5.000 medarbejdere og bruger 54 % oplevet mødespild på det samlede antal mødetimer (5.000 medarbejdere x 9,5 timer/uge x 41 arbejdsuger – undskyld det nørdede regnestykke). Omkostningerne er så estimeret ved at anvende en anciennitetsvægtet timeløn baseret på danske lønniveauer for forskellige stillingskategorier.
Tak for kaffe.
Som chef i min egen virksomhed har jeg rimelig stor fokus på møder. Jeg deltager naturligvis gerne i kundemøder og netværksmøder, men jeg må også indrømme, at jeg er pænt opmærksom på, hvilke møder der er primære og hvilke, der er sekundære.
Hvis jeg var ansat i en virksomhed, ville jeg være meget kritisk i forhold til møder. Tjek mødekulturen. Og overvej et ”walk and talk-møde” som alternativ.
