Fem græssede fredagslinks

Fem græssede fredagslinks

Forleden dag havde jeg besøg af nogle gutter. Vejret var godt, så vi sad på terrassen og delte en tår at drikke. I luften fløj fløjtende fugle, og nede i hækken sad en solsort og tyggede lidt mad i sig. Blikket faldt på vores æbletræ, som står stolt på græsplænen.

Og netop græsplænen vandt nogle småhånlige og voksenmobbende bemærkninger. Drengene mente ganske enkelt, at jeg var smådoven, fordi jeg ikke havde fået slået græsplænen. Græsset stod – ganske rigtigt – noget højt, men der var langt fra tale om en græsplæne med græs så højt som korn i august.

Alligevel kunne drengene ikke dy sig. En af dem spurgte sågar om jeg ikke skulle ønske mig en græsslåmaskine i fødselsdagsgave. En anden nævnte at det var godt med højt græs, for så kunne rotter jo skjule sig dér. Jo, niveauet var højt. Og vi grinede.

Hvorfor havde jeg ikke slået græsplænen? Se, jeg er overhovedet hverken gartner eller havearkitekt, men jeg var faldet over et indlæg på nettet, hvor en skriftklog nævnte, at man med fordel godt kunne trække græsslåningen nogle uger. Det handlede om nattefrost, skrev hun.

Støjen starter

Så det gjorde min kone og jeg. Vi lod græsslåmaskinen stå i skuret og nød at kigge på fugle, som kravlede rundt i æbletræet i færd med at tømme foderautomaterne. Mens vi sidder der og har en hyggestund, hører vi pludselig en brummen fra genboen. Han har startet sin græsslåmaskine.

5 minutter hører vi en lignende lyd fra den anden side af huset. Og inden vi får set os omkring, kan vi registrere 4-6 maskiner, der har påbegyndt en nedslagtning af sagesløst græs. Sandhedens time vises sit ansigt: nu skal det forbistrede græs altså lægges ned. Vi bevægede os ikke. Vi gjorde intet ud over at nyde haven, fuglene og larmen fra maskiner.

Da jeg dagen efter kom hjem fra arbejde, kunne jeg hurtigt konstatere at fruen havde været i gang. Foran mig så jeg den smukkeste græsplæne med græs, som ikke længere kunne skjule sultne rotter. To sække med nedlagt græs stod ved indgangen, og græsslåmaskinens batterier sad atter til opladning.

Nu venter jeg på at drengene kommer forbi igen. Så kan vi nyde en øl, snakke om golf og rejser og koncentrere os om vigtige emner i hverdagen. Måske slipper jeg for voksenmobning. Måske.

Det er fredag og linkprofet Martin Bo har sendt os 5 gode links, der er værd at tjekke ud.

https://bugmenot.com: Hvis du skal logge ind på en hjemmeside, kan det være træls at skulle oprette sig som bruger. Måske kan du finde et login her.

https://www.mapcrunch.com: Her går der Google Maps i den. Oplev et sted i verden. Jeg har lige været i en fransk landsby,

https://wiby.me: Her får du et alternativ til Google. Søgeresultater med gamle hjemmesider.

https://www.ufreetools.com: Her får du en stak gratis værktøjer, fx billedbehandling, netværk og tekstbehandling.

https://www.isntthisweird.com: Hvis du mangler en skør værtindegave, finder du den måske her!

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.