Ja, så blev det skisme lørdag – endda en lørdag som missede de rutinerede fredagslinks, men bedre sent end aldrig. Og hvorfor missede jeg så mine fredagslinks i går? Jo, jeg var ikke hjemme. Jeg var i København.
Vi tog Flixbussen fredag morgen for at begive os til den danske hovedstad. Vi landede fredag formiddag klokken godt 10.30, hvorefter vi straks drog til EnhavePlads for at indtage en tebirkes og en latte med sukker.
Men det var ikke det eneste vi skulle i Kbh. Fredag aften var der nemlig fredagsrock i Tivoli. Endda med to danske bands. Klokken 19 gik Patina på scenen, hvor de skød den godt og grundigt af. Det er ingen hemmelighed at vi følger Patina, som har rødder her i Svendborg.
Senere gik Gnags med Peter AG på scenen, og det blev også lidt af en fest. Hele græsplænen (som ikke længere er en græsplæne) var proppet med mennesker, og Gnags spillede det ene hit efter det andet igennem godt 75 minutter.
Det blev en rigtig god aften i musikkens tegn, og jeg kan kun anbefale alle at komme ud og høre musik live. Tag ud og støt kunstnerne. Det bliver de altid glade for. Men husk at respektere musikken. Ti stille og lyt. Når koncerten er overstået, kan du snakke med dine medmennesker igen.
Nå, vi er tilbage i Svendborg, og i aften spiller Patina så til Hansted Live-festival. Den tager vi med, og vi er spændte på om Patina kan holde samme høje niveau som fredag aften. Det er vi nu ret sikre på, at de kan. Tjek dem ud, hvis bandet kommer i dit nærområde.
Vores links-ekspert, MB alias Martin Bo, har sendt 5 gode lørdagslinks, som straks skal spredes ud til Nettips’ læsere. I dag handler det om musik, dansk kunstig intelligens samt anmeldelser og anbefalinger.
https://www.hdtracks.com: Her får du et alternativ til fx Spotify. Kvaliteten skulle være i top.
https://www.qobuz.com/dk-en: Vi bliver i musikkens tegn. Qobuz tilbyder streaming af musik, og her fandt jeg blandt andet Patinas nyeste album, Uvejr.
https://uk.7digital.com: Mere online musik. Umiddelbart er tjenesten ikke tilgængelig i Danmark – endnu.
https://chat.dk: Så er der budt op til dansk kunstig intelligens.
https://global.techradar.com/da-dk: Her får du assistance til lidt af hvert. Bedste serier. Bedste dokumentarfilm. Bedste iPhone. Og meget mere.







