Polaroidkameraet er tilbage

Polaroidkameraet er tilbage

Bedst som vi gik og troede at den digitale tidslader havde overtaget alle vigtige områder her på kloden, ser vi en gammel kending vende tilbage. Der er tale om det velkendte polaroidkamera, som mange af læserne sikkert husker fra dengang, hvor næsten alt var analogt.

Polaroidkameraet blev født i 1948 af Edwin Land, som opfandt denne genialitet, hvor folket kunne glemme alt om mørkekammer, fremkalder og fixér. I stedet for at bakse med i8ndviklede procedurer, havde man pludselig et kamera med indbygget printer. Det var sensationelt at man kunne stå med et papirbillede i hånden blot få sekunder efter at man havde taget billedet.

Et moderne digitalkamera

Siden skete der så meget, og et mærke som Kodak gik mere eller mindre i glemmebogen. Derfor kan jeg ikke undlade at smile ved tanken om, at en gammel kending tilsyneladende forsøger at komme tilbage på markedet. Jeg har aldrig selv ejet et polaroidkamera, men det skal da ikke afholde mig at nævne den lille nye her i spalterne.

Kameraet hedder Polaroid POP, og det er formentlig ikke helt tilfældigt, at det dukker op her i november, blot få uger inden hele verden går julegrassat. Med Polaroid POP får du et moderne digitalkamera, som altså kan printe dine billeder i det klassiske og velkendte polaroid format, altså i 3 x 4 tommer. Forskellen på dengang og i dag er den billedsensor, som sidder i kameraet.

Her sidder nemlig en 20 megapixel billedsensor, og billeder udskrives via en avanceret proces, hvor farverne gul, magenta og cyan aktiveres. På 60 sekunder kan du altså stå med en papirversion af det foto, som du netop har knipset. Desuden beskyttes billederne af et sofostikeret lag, så trælse fingeraftryk og chokoladefingre på de fikse papirfotos ikke spolerer det gode humør.

Overfør trådløst via bluetooth eller wifi

Kameraet betjenes via en trykfølsom skærm på knapt 4 tommer, og Polaroid POP har naturligvis indbygget flash, selvudløser og mulighed for videooptagelse. Denne kan dog ikke udskrives … Kameraet er udstyret med wifi og bluetooth, så du kan overføre dine billeder trådløst til for eksempel computer eller smartphone. Alt kan dog også gemmes på et hukommelseskort, hvis du investerer i sådan et.

Polaroid POP fås i farverne sort, hvid, blå og lyserød, og dermed skulle der være chance for at selv de mest modebevidste kan få sig et ægte polaroidkamera, der matcher deres tøj. Kameraet oplades via et indbygget genopladeligt batteri. Prisen lander på cirka 1.900 kroner, og det er så her at jeg nok vælger en anden foto-løsning. Ikke desto mindre er det et sjovt gensyn.

www.polaroid.com/pop

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *