Undervandsdronen klarer ærterne

Undervandsdronen klarer ærterne

Du sidder ombord i en dejlig båd og hygger dig med vennerne. Du får den særprægede ide at tage et foto af besætningen, tagge det og lægge billedet på Facebook. Du fumler din smartphone frem, får åbnet foto-app’en og tager et foto. Straks skal en af vennerne se billedet.

Og så sker det: din bedste ven taber telefonen ud af hænderne. Det lyder et forsigtigt plop, og bleg kan du se, at telefonen forsvinder fra havets overflade og nærmer sig havets bund. Av. Gad vide om man nogensinde finder den telefon igen – og mon den vil virke? Næppe, men nu er historien åbnet med en lille case, som får mig til at komme ind på fortsættelsen:

15 meters dybde

Den nye, smarte undervandsdrone fra Chasing Innovation. Virksomheden har udviklet en spritny undervandsdrone med navnet Dory. Dory er udstyret med et kamera, som optager video i Full HD, lysfølsom optik, indbygget LED-lys og evnen til at dykke ned til 15 meter. Dermed skulle der være mulighed for at se, om din smartphone er synlig et sted dernede.

Dory styres og kontrolleres af en app på din smartphone, som altså nu ligger på havets bund. Du må låne din næstbedste vens telefon. Med appen kan du styre dronen, der vejer omtrent det samme som en liter mælk. Billed- og styresignaler leveres trådløst ved hjælp af WiFi mellem mobilen og en flydende signalbøje, som holder kontakten til Dory via et 15 meter langt, robust kabel. Bøjen fungerer også som en lagerstation for videofilerne og har indbygget GPS, der registrerer dronens position og advarer, hvis den forsvinder ud af syne.

Når du anskaffer dig dronen til omkring 4.300 kroner, følger en praktisk taske med i prisen. Du kan naturligvis tilkøbe andre godbidder til undervandsdronen, blandt andet en laber rygsæk, så du nemt og behageligt kan have dronen med på tur. Bøjen kan rumme 8 GB optagelse, så der skulle være gode chancer for at du kan se din forsvundne smartphone, inden den overgår til de evige havmarker.

www.chasing.com

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.