Fem tabte fredagslinks

Fem tabte fredagslinks

Hver morgen cykler jeg igennem gågaden i Svendborg. Jo, det må jeg gerne. Cykling er tilladt fra klokken 21 – 09, så jeg har en god sag. Naturligvis ikke de dage, hvor jeg møder ind efter klokken 09. Så trækker jeg cyklen.

Men en gågade kan noget. Hvad mange måske ikke ved er, at der faktisk er nogen aktivitet sådan en stille morgenstund, før butikkerne åbner. Ejeren af den ene café går ofte og fejer skidt og kanel til side. Han minder mig om de elegante mænd i Sydeuropa, der fejer fortovet mere end én gang om dagen.

Kvickly har også travlt på det tidspunkt. Der skal stilles varer ud på gaden, så de frister hr og fru turist ind i butikken. Der er helt klart indbygget rutiner, for tit er det den samme person, der vander de planter og blomster, der står dér.

Cykler jeg lidt længere ned ad gågaden møder jeg Leo. Leo er hjemløs, og han er stort set altid smilende og venlig. Det sker sjældent at han ikke siger god morgen til forbipasserende. Eller rettere: det sker naturligvis, men så er det fordi han samtaler med en af de personer, der kommer forbi.

I dag sponsorerede jeg en skilling til Leo. Ikke sådan i fysiske penge. Nix, Leo er også på MobilePay, så nu har jeg Leos telefonnummer. I dag var han specielt glad. Han havde nemlig lige fået nye tænder. – Jeg tabte s’gu de gamle, fortæller han. – I en megabrandert. Men jeg er omgivet af venlige mennesker, fortsætter han.

– De var så søde på klinikken, at de gav mig nye tænder helt gratis. Det er flot. Leo smiler og jeg anerkender og roser hans nye tænder. Vi ønsker hinanden en god dag, og på vej videre slår det mig, hvor godt et land Danmark er. Vi kerer os om hinanden. I al fald langt hen ad vejen. Og vi kan selv bidrage til det gode liv.

Ganske enkelt ved at vise venlighed. Og sprede venlighed. Prøv at smile til den næste du får øjenkontakt med. Også én du ikke kender. Smil til ungerne, der leger med vand på torvet. Og deres mødre, som måske har travlt med deres smartphone i stedet for at nyde børnenes leg.

Leo har fået nye tænder. En ny start, kan man sige. Weekenden begynder om lidt, og jeg vil nyde det gode vejr sammen med mennesker, jeg har kær. Fredagens links sender dig til gratis spil og software, CRM, sangtekster samt røgmålesystemer.

https://www.productive.io: Dette er en online tjeneste, der hjælper dig med at holde styr på din forretning. Den tjekker jeg ud ved lejlighed.

https://versefy.app: Vi er mange, som lytter til musik via Spotify. Med Versefy får serveret sangteksterne, mens du lytter.

https://www.delta.dk: Her troede jeg at jeg skulle læse om deltavarianten, og så handler det pludselig om røgmålesystemer.

https://isart-digital.itch.io: Bindegal fra forummer forærer os en lille sommergave, nemlig gratis spil via Isart. Tak for tippet, Bindegal.

https://www.randyrants.com/category/sharpkeys: Har du lyst til at skifte dine tasters funktioner på tastaturet? Så prøv dette gratis stykke software til Windows, Sharpkeys.

Læs også

1 Comment

  1. Jacob Kildebogaard

    Jeg har svigerfamilie i Svendborg og den by kan bare noget. Vi var forbi i dag, dog desværre noget hurtigt. Det vildeste jeg har oplevet i Svendborg var en dag tilbage i ca 2010, hvor jeg spillede på torvet med et showband jeg spillede i. Der var fest og glade dage, og pludselig kommer der en elefant gående – der var lige cirkus i byen samme dag 😀 Vi fik dog ikke lov til at komme op og sidde på den mens vi spillede. Men den dag overfor Børsen glemmer jeg ikke lige.

    Reply

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.