Debut er et magisk ord. Et navneord med magiske evner så at sige. Ifølge Wikipedia er ”en debut den første større optræden eller udstilling som en kunstner, eller en kunstnergruppe, giver i sin karriere.” Med andre ord går der kunst og kultur i den.
I eftermiddag skal jeg opleve en debut i hjertet af Svendborg. Det er det sydfynske band Patina, som udgiver deres første vinyl – altså LP – til stor fornøjelse for folk, som dels kan lide Patina og dels ejer en pladespiller.
Historien om Patina er værd at bemærke. Du kender måske ikke bandet, men det er historien om de 3 trommeslagere fra Svendborg Musikskole som slog sig sammen i et band. Sammen fik de skrevet og komponeret musik, som siden hen blev bemærket af redaktionen på P6 Beat. Det hele startede for blot ét år siden, og nu står bandet med deres første LP i hånden.
Vinylen i Svendborg
LP’en hedder Debut. Patina fik deres live-debut i København i marts 2019, hvor de spillede et sæt på Musikcafeen i København. Siden er det gået stærkt, og der er dømt foreløbig guldmedalje, da Patina for nyligt vandt Karrierekanonen – en talentturnering på P3 og P6. Dette er sket blandt andet takket være hjælp fra 4 dygtige musikere, Christian, Toke, Jens og Frederik.
Nu står de 3 gutter, Gregers, Mads og Søren, snart i Vinylen i Svendborg, hvor de vil sælge signerede eksemplarer af deres Debut. Og så kommer jeg til at tænke på min egen debut. For herrens mange år siden havde jeg min debut på fodboldbanen i Nyborg til en lagkageturnering.
Din debut?
Siden fik jeg debut på badmintonbanen i Ringe til det såkaldte amtsmesterskab. Jeg husker også min debut som skolelærer i Svendborg, og den foreløbigt seneste debut fandt sted på Fremtidsfabrikken, da jeg etablerede egen virksomhed dér. I mellemtiden har jeg haft forskellige debuter. Jeg oplevede Phil Lynott som den første livekoncert i Odense, og min debut på golfbanen er ikke værd at snakke højt om.
Tillykke til Patina med Debut. Jeg håber I får endnu mere vind i sejlene, og jeg ved at I har knoklet mange timer med denne musikalske rejse. Mange tror fejlagtigt at det er nemt at være musiker i Danmark, men vi, som kender jer, ved at det ikke passer. Respekt herfra!
Og så er det jo fredag, hvor vi skal fredagslinke. Denne fredag byder på databeskyttelse, CMS, efterårsferie, Svendborg og robotteknologi.
www.tdconsult.dk: Tove Dahlmann er Certificeret specialist i Office-pakken og Databeskyttelse.
www.mitsvendborg.dk: MitSvendborg er Svendborgs allerbedste trykte magasin, der tager pulsen på Sydfyn. Artiklerne kan også læses på nettet.
www.whatcms.org: Er du halvnørdet? Er du faldet over en hjemmeside, hvor du er nysgerrig efter at vide, hvilken CMS løsning, der er brugt? Tjek det her.
www.efterårsferie.dk: Tja, ferien nærmer sig og bag denne webadresse gemmer sig en virksomhed, som har en del med ferier at gøre.
www.odico.dk: Disse folk ved hvad det handler om. Det handler om robotteknologi!