
Skulle du være i tvivl, er dating apps et af de helt store hits, når det handler om installation på det moderne menneskes smartphone. Der findes vel et hav af apps, der hjælper mennesket med at finde den eneste ene, og man kan næsten blive forpustet over alle de interessante muligheder.
Nu dukker endnu en app op, som altså skal tage konkurrencen op med apps á la Tinder og hvad de ellers hedder. Den lille ny hedder Halloooo, og er en danskudviklet app, som henvender sig til publikummet, som gerne vil finde sig en kæreste.
Ifølge udviklerne er det den første dating-app, hvor man kun kan kommunikere med de andre brugere via video. Man ser altså hinanden ansigt til ansigt via appen, og dermed er det ekstremt svært at lyve sig til et bedre udseende via sofistikerede billedbehandlinger eller falske profilfotos.
Populær i Asien
Denne video-tanke har gjort Halloooo ekstrem populær i Asien, hvor især kvinderne finder det bedårende og dejligt, at de nu kan opleve modparten live for åben skærm på telefonen. Dermed får de – så vidt vides – et større indblik i den anden person, inden de skal mødes ægte og ikke-virtuelt i den sandhedsskabende verden. De mener at videosamtalen gør, at chancen for et lykkeligt match vokser.
Morten Balstrup er en af udviklerne bag Halloooo, og han konstaterer at de har flere kvindelige brugere end mandlige – et ret atypisk billede, idet det oftest er mænd, som er i overtal på sådanne tjenester. Og da Morten og broderen Peter studerede hvor mange datings går i vasken efter første møde, var de klar med at udvikle appen. Tallene viste nemlig at 90 procent af alle online-dates endte med et skuffende første møde.
Sådan virker Halloooo
Så de gik altså i gang med at udvikle Halloooo, og den er altså nu på vej til at blive lidt af et hit blandt smartphone-folket med lyst til nye partnere. Du komemr nemt i gang med Halloooo. Opskriften lyder:
- Download Halloooo gratis i Google Play eller App Store.
- Optag en 10 sekunders video af dig selv.
- Tryk ‘Let s Talk’ når du finder en du ønsker at date, eller bliv inviteret på date.
- I får nu et minut til at tale sammen.
Hvad der herefter sker, skal jeg hverken kommentere eller gætte på. Det vigtigste er at man finder den man virkelig ønsker, hvilket kan være mere end svært. I gamle dage foregik det i forsamlingshuset, hvor manden bød damen op. Senere er der løbet meget vand i åen – og andre steder forstås.