
Nu skal det handle om et emne, som jeg faktisk intet kender til: dating på smartphones. Egentlig har jeg aldrig været en del af dating-universet, i al fald ikke på app-niveau, så denne omtale skrives ud fra en støtte i form af en meddelelse, som jeg modtog i min indbakke.
Det er 2 danske iværksættere, som har sendt mig en slags pressemeddelelse. De hedder Peter Balstrup og Morten Balstrup, og de præsenterer nu deres helt egen nyopfundne dating app, som hedder Halloooo – Halloooo med 2 L’er og 4 O’er. Med denne app tilføres dating-processen en ekstra dimension, nemlig ansigt til ansigt på skærmen.
1 minut ansigt til ansigt
Med denne tilføjelse i dating scenarierne skulle dating altså blive en anelse mere ærlig, personlig og ukompliceret, hvis man stoler på, hvad de 2 unge gutter påstår. De har altså udviklet Halloooo, som skulle virke på følgende måde:
- Du downloader Halloooo appen til din smartphone
- Du opretter en profil og indspiller en 10 sekunders præsentationsvideo af dig selv
- Du søger nu efter potentielle kærester
- Når du har fundet et ”emne”, kan du invitere til en 1 minutters chat – ansigt til ansigt på skærmen
- Sidder daten lige i skabet, trykker du på knappen ”Loveable”
- Gør den anden også det, kan I fortsætte med at chatte
Med Halloooo forsøger Morten og Peter altså at fjerne den risiko for skuffelse, når man møder en date og så opdager, at kemien simpelt hen mangler. Måske er den anden person slet ikke som du forestillede dig, eller måske har personen glemt at opdatere sit profilbillede til et mere nutidigt ét af slagsen? Med denne nye dating app har du nu chance for at opleve den anden face to face via skærmen.
Slut med hurtige knald?
Endelig antyder de 2 iværksættere at dating apps som Tinder primært henvender sig til folk, der er ude efter et hurtigt knald i byen. Det skal jeg undlade at kommentere, da jeg heller ikke kender til Tinder appen. Dog har jeg ladet mig fortælle, at det er nemt og hurtigt at give grønt eller rødt lys over for potentielle emner på Tinder.
Og det er vel også det, som hurtigt kan blive konsekvensen af alle disse dating apps, som hele tiden forsøger at hjælpe os med at finde en kæreste. Tingene kan pludseligt blive meget upersonlige, hvis der går ”on eller off” i udvælgelsen af den næste kæreste. Nogen vil sikkert foretrække det gamle idylliserede billede af parret, der møder hinanden i forsamlingshuset. Efter en dans og en kop kaffe sad den lige i skabet!
Halloooo kan downloades til iPhone og Android.