E-barnevogn = E-fis?

E-barnevogn = E-fis?

Nå, det måtte jo komme. Nu skal forældre med småbørn heldigvis ikke længere bruge kræfter på at skubbe de forkromede barnevogne. Det sørger Bosch for med deres nye e-strollersystem til barnevognene. Selv mener Bosch at det forøger komfort og sikkerhed.

Sikkerheden består i, at når først bremsen på barnevognen er trukket, rører den sig ikke ud af stedet. Det skriver Bosch i en pressemeddelelse, hvor de altså sætter spot på de nye e-barnevogne. Disse er udstyret med et ny e-strollersystem, som ifølge Bosch er meget mere end et elektrisk drev.

Skubbeassistance til trætte forældre

E-stroller byder på såkaldt skubbeassistance – fjollet ord, ikke sandt? – og en automatisk bremsefunktion. Alt kan kobles til den smartphone, som overraskende mange forældre går og glor på, mens de kører rundt med deres søde børn i barnevogne. Fokus er flyttet fra barn til display.

Systemet består af to motorer, og det er åbenbart skabt, fordi flere og flere forældre har efterspurgt sådan en løsning. Måske forældre med dårlig gangart, eller måske forældre, som har svært ved at skubbe barnevognen samtidig med, at de skal tjekke sms, Facebook og Snapchat.

Intelligent mobilitet – hehe

Bosch siger, at de ønsker ”at virksomhedens mobilitetsløsninger kan hjælpe, allerede inden barnet kan gå, og anvender intelligent mobilitet i alle områder af livet”. Citat er sakset fra en pressemeddelelse. Heldigvis er systemet støjsvagt, hvilket er medvirkende til, at ungerne sagtens kan falde i søvn, mens de fiser rundt i barnevognen.

Bluetooth og et sensorsystem er også blandet ind i affæren. Sensorerne, der også anvendes i smartphones, måler ting som barnevognens hastighed og acceleration og bedømmer samtidig vejens overflade. Med algoritmer kan de på brøkdelen af et sekund beregne, hvad mor eller far påtænker at gøre. Ganske praktisk, ikke sandt?

App på smartphones advarer om lavt batteriniveau

Appen på forældrenes smartphone gør livet langt nemmere. Den fortæller om batteriets resterende levetid, så forældrene får en besked på deres uundværlige smartphone, hvis de skal søge oplader, inden verden bryder sammen på grund af slapt batteri. Batteriet kan i øvrigt også bruges til værktøjer fra Bosch.

Desuden kan appen fortælle forældre, som sidder og slubrer kaffe på en café, hvis en langfingret fætter forsøger at kidnappe barnevognen. Der dukker simpelthen en alarm op på forældrenes smartphones, og det er jo meget belejligt, når de nu alligevel sidder og stirrer på elektronikken.

Denne imponerende opfindelse vil blive lanceret på markedet i starten af 2020 hos Emmaljunga, og der planlægges samarbejde med andre producenter. Jeg kan næsten ikke få armene ned.

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.