En sikkerhedsfunktion skal helst gøre det sværere for uvedkommende at få fingrene i dine oplysninger. Dog har forskere fra Check Point Research fundet en fejl, der gjorde det muligt at sende beskeder fra ChatGPT til en ekstern server, også når Lockdown Mode var slået til. Og nej, i forskernes forsøg behøvede brugeren hverken at klikke på et link eller godkende overførslen.
Lockdown Mode er en valgfri funktion, der begrænser ChatGPTs forbindelser til omverdenen. Tanken er, at den skal mindske risikoen for, at data slipper ud. Forskerne fandt imidlertid en vej uden om begrænsningen ved at bruge en specialtilpasset chatbot med ondsindede instruktioner. Altså at AI skal narre AI.
Lockdown Mode strejkede
Problemet hang sammen med en funktion, der viser interaktivt indhold direkte i ChatGPT, fx en forhåndsvisning af en webside. Indholdet kører normalt i et afskærmet miljø, men forskerne fandt en måde at åbne nye vinduer på, som ikke var underlagt de samme begrænsninger. Dermed kunne oplysninger fra samtalen sendes videre, selv om Lockdown Mode var aktiv.
Det kan altså kun give panderynker i virksomheder, hvis du spørger mig. En AI-samtale kan indeholde alt fra et udkast til en kontrakt til detaljer om et internt projekt. Hvis man har slået ekstra sikkerhed til for at passe på den slags, er det naturligvis uheldigt, hvis en teknisk omvej alligevel kan åbne døren.
Falsk opdatering med ChatGPT-logo
Balder Borup fra Check Point Software Technologies i Danmark peger derfor på, at virksomheder bør se på hele programmet og ikke kun selve AI-modellen. Det handler også om de funktioner, der omgiver den, og om hvilke oplysninger medarbejderne må dele.
Forskerne kunne også bruge fejlen til at vise en falsk opdateringsbesked i et nyt vindue med ChatGPTs ikon. Angriberen kunne selv bestemme både titel og indhold og dermed forsøge at lokke brugeren til at hente en skadelig fil. I det tilfælde skulle brugeren dog selv klikke på et link, men det kan man jo hurtigt komme ti, hvis man tror man er i et trygt miljø.
Check Point Research indberettede sårbarheden til OpenAI. Den 18. september 2026 oplyste OpenAI, at fejlen var rettet, og forskerne har siden bekræftet, at metoden ikke længere virker.
Det er så heldigvis den gode afslutning på historien, men den minder også om, at sikkerhedsfunktioner ikke bør stå alene. Virksomheder bør sætte klare rammer for, hvilke data AI-værktøjer må få adgang til, begrænse deling af følsomme oplysninger og sørge for, at medarbejderne ved, hvem de skal kontakte, hvis et AI-værktøj opfører sig mistænkeligt.
Selv den bedste lås hjælper trods alt ikke meget, hvis der står et vindue på klem.







