
Er du da helt rundforvirret, mand! Torsdag blev det bekendtgjort at prisen på diesel har ramt den højeste nogensinde. Det betyder at hvis du skal ud og tanke dieselbilen helt op, må du regne med at det bliver noget dyrere end for bare 3 uger siden. Og hvordan kan det så være?
Jo, nogen synes åbenbart at de skal styre og kontrollere alt og alle i denne verden, så i dag står Mellemøsten i flammer. Det bliver skudt med krudt og kugler anno 2025, og det er ikke noget man skal være misundelig på.
Men krigsførelsen betyder også at vigtige forsyninger af olie hænger i et vist stræde, som jeg ikke skal komme nærmere ind på. Dette r altså ikke kun i Danmark, at benzin og diesel bliver dyrere. Det sker i de fleste lande på denne planet. Også i USA hvor en vis præsident har så travlt med at bestemme, hvor skabet skal stå. Her. Der. Og allevegne.
Og ja, det er da megafrustrerende at vores surt tjente lønningskroner nu i højere grad skal postes i køretøjet. Måske er det nu man skal overveje en elbil. Men stadig vil jeg gerne huske at minde om, at vi har det ret godt herhjemme i Danmark. Efter sigende er vi jordens tredjelykkeligste folkefærd. Det er da ikke så skidt endda, vel?
Mælk, diesel og hakkebøffer
Hvordan vi hver især har det, kan vi ikke altid være herre over. Livet består af en række faktorer, der kan spille os et puds i ny og næ, men det er helt sikkert, at jeg ikke ønsker at bytte min tilværelse med nogen i Mellemøsten. Her lever man i uvished, utryghed og usikkerhed.
Og ja, mælken herhjemme er blevet dyrere. Vores drikkevand er måske blevet mindre rent. Og hakkebøffer og frikadeller er steget til vejrs prismæssigt. Alligevel ønsker jeg ikke at bytte min tilværelse ud. Jeg forbliver i Danmark og sender al min næstekærlighed og tankevirksomhed ud til folk andre steder i verden.
Det er fredag og linkekspert Martin Bo alias MB har sendt os nogle fredagslinks, som du ikke må snyde dig selv for. I dag skal du have emojis, smarte værktøjer, URL-tjek, hjælp til dokumenter samt telefonnummertjek.
https://10015.io: Denne her er ret interessant. Du får nemlig hjælp til at holde styr på dine bogmærker, til at oprette Instagram posts, arbejde med fotos og meget mere.
https://checkshorturl.com: Somme tider løber jeg ind i links, der er forkortet via små tjenester som fx Bitly og goo.gl. Hvis du lige ønsker at tjekke den rette URL, inden du klikker på linket, kan det gøres her. Bare for din egen sikkerheds skyld.
https://www.scanwritr.com: Skal du ind og rette ting og sager i et dokument, men mangler et program til det? Så tjek denne online tjeneste.
https://haveibeenzuckered.com: Har du et telefonnummer? Mon det er blevet brugt til fusk og svindel – eller udsat for det samme? Tjek det ud her.
https://openmoji.org: Kunne du godt bruge en speciel emoji til en særlig anledning? Så prøv at finde den her i dette prægtige univers.
