
Sandberg lancerer 3 nye solpaneler, som er vejrbestandige (IP 67) og kan producere virkelig meget strøm. For at producere en høj effekt kræves en stor overflade med solceller. For at gøre en stor solcelleoverflade let og bærbar, har Sandberg lavet panelerne sammenklappelige. På den måde kan de foldes sammen til en flad “mappe”, som kan bæres på ryggen og foldes ud, når man skal slå lejr.
Med ydelser på helt op til 200W kan de virkelig producere noget strøm. Ved at sammenkoble dem med en powerbank eller power station, kan man fylde strøm på i løbet af dagen, og på den måde have strøm nok døgnet rundt. Kan for eksempel sættes op i en base camp, på musikfestivalen eller uden for igloen. Alle steder hvor man har slået lejr, og bare skal have strøm nok til det hele.
Direkte opladning – her og nu
Solpanelerne er stærke nok til at oplade laptops direkte. Der er både USB-A og USB-C udgange, plus den specielle DC-udgang, som giver den bedste mulighed for at oplade store powerbanks og power stations.
Anders Partida Petersen, Brand Director i Sandberg A/S, siger: “Når man sætter camp på indlandsisen, spejderlejren, Roskilde Festival eller Kilimanjaro, så skal der bruges strøm til alt muligt, og her er solpaneler bare geniale. Vi har bestræbt os på at lave produkter, som kombinerer høj ydeevne med overkommelige størrelser og vægte, så de er lette at have med sammen med resten af camp gearet. Husk også, at med et effektivt solpanel, så behøver man ikke slæbe rundt på en lige så heftig power station. Det giver trods alt mening at tage energien fra den allestedsnærværende sol i stedet for at skulle bære den med hjemmefra.”
Solpanelerne fra Sandberg har høj kvalitet og er dækket af 5 års garanti.
Solen skinner, og solpanelerne er allerede på lager.