
Danskerne handler på nettet som aldrig før. Den ene vare og ydelse lægges i kurven efter den anden, og fragtmændene har bestemt ikke sløje udsigter. Deres arbejdsbyrde ser ikke ud til at mindskes de kommende år, fordi hr og fru Danmark skal have leveret deres varer til døren.
Varer som altså i stigende grad købes direkte på internettet. Det gør vi, fordi det er nemt, belejligt, døgnåbent og ofte billigere end de fysiske butikker nede i byen. Husk på at de fysiske butikker har udgifter til personale, efteruddannelse, husleje, varme og den slags nødvendigheder.
Ny prissammenligning i Danmark
Derfor er det ikke ualmindeligt at priserne på nettet er lavere. Det kan du for eksempel opleve hvis du anvender en af de mange tjenester på nettet, der leverer prissammenligning. Her på Nettips tænker jeg især på EDBpriser.dk, men Pricerunner er også en prissammenligning, som ofte dukker op, hvis man tjekker priser på hækkeklippere, påhængsmotorer og hvad ved jeg.
Nu dukker endnu en prissammenligning op i Danmark. Baggrunden er svensk, og tjenesten hedder Prisjagt. Her kan du sammenligne priser, læse om produkter og læse anmeldelser. Prisjagt startede op i 2000, så den har efterhånden en del år på bagen.
Tjenesten ejes af Schibsted-koncernen, så den har nogle kroner i baghånden. Sidste år steg omsætningen på Prisjagt til 318 millioner kroner, så nu satser Prisjagt på det danske marked – måske endda så meget at der snart vil være et dansk kontor, der styrer begivenhederne på det danske marked.
Brug de lokale butikker
Det er en udvikling, som bliver svær at bremse, og det tror jeg da heller ikke at man skal satse på. I stedet så jeg hellere at vi danskere begynder at handle lidt mere med hjerte og fornuft, i stedet for at vi hele tiden skeler til pengepungen.
Gå nu ned til den lokale hårde hvidevare forretning og køb køleskabet dernede. Måske skal du betale 400-500 kroner mere for apparatet, men til gengæld får du også god vejledning, hvor det veluddannede personale kan guide dig til det rigtige køb for lige netop din familie.
De færreste af os bryder sig særligt meget om tomme butikslokaler i bybilledet, så overvej at handle en smule mere lokalt. Bevar din by med nogle køb dernede. Du kan altid tjekke priser på nettet, og det kan da også være at du kan presse den lokale tøjbutik med net-priser i rygsækken, men brug dine lokale butikker. Ellers hærger butiksdøden blot endnu mere.