I forrige uge måtte jeg skifte telefon. Min elskede Pixel 3a havde fået ridser på overfladen, og jeg besluttede mig for at skifte den ellers elskelige telefon ud med en anden. Valget faldt på den spritnye Pixel 6a, som er Googles eget brand og produktion.
Faktisk anser jeg disse Pixel telefoner for at være nogle af de mest driftssikre Android telefoner på markedet. Qva Googles egen produktion kommer opdateringer til Android altid først på Pixel-serien, og man fornemmer at hardware og software på Pixel spiller maks. Der er absolut intet at klage over.
Men jeg må indrømme, at jeg har fortrudt mit køb af Pixel 6a. Ikke fordi at selve telefonens ydre overflade mangler noget eller fordi at den har en brist på funktionssiden. Nej, fortrydelsen skyldes at Google har valgt at placere fingeraftrykslæseren på selve skærmen.
På min Pixel 3a sidder fingeraftrykssensor på bagsiden af telefonen. Det har jeg været megaglad for, og sensoren har virket upåklageligt. Nu har Google valgt at placere en sensor på telefonens skærm et lille stykke nede under midten. Det kan man såmænd godt vænne sig til, men jeg synes nu alligevel at placeringen på bagsiden er meget bedre.
Store frustrationer
Det helt store problem med Pixel 6a er at fingeraftrykslæseren er ekstremt ringe. Gang på gang på gang nægter sensoren at godkende min finger, og igen og igen skal jeg logge på med min 4-cifrede kode. Det er ekstremt irriterende, fordi ens frustration vokser over, at teknologien åbenbart er enormt ringe i en kvalitetstelefon.
Frustrationen vokser også, idet jeg efterhånden bruger fingeraftryk til mange apps på telefonen. MitID, NemID, netbank, Coop, Golfbox er blot nogle få eksempler på de apps, som låses op med fingeraftryk. Jeg føler mig enormt dum, når jeg står i Kvickly og ikke kan åbne en app, fordi sensoren er virkelig elendig.
Mit budskab i disse linjer på altså være, at folk skal tænke sig grundigt om, hvis de overvejer at købe Pixel 6a. Jeg har det virkelig anstrengt med sensoren, og mit store håb er, at kommende opdateringer til Android retter op på problemet.
Attention Google
Mit håb er sådan set også, at Googles teknikere læser linjer som disse og derved bliver opmærksomme på problematikken. Hvis du læser diverse anmeldelser af Pixel 6a vil du næsten helt uundgåeligt læse lignende beretninger om fingeraftrykslæseren. Dette vidner om, at folk i hele verden har sendt sensoren til tælling. Uanset om de anvender Android 12 eller 13.
Ja, faktisk lader det til, at problemet vokser hvis man opdaterer til Android 13. Enden på komedien kan blive at jeg deaktiverer fingeraftrykslæseren helt. Så vil frustrationerne over en svigtende teknologi forhåbentlig blive sendt til hjørne.
Google! Det er ikke godt nok.