
P6 Beat lukker og det er jeg edermame meget træt af. I herrens mange år har jeg sukket efter en ordentlig radiostation, hvor der ikke gik ævl og kævl i den, men hvor der var seriøs og ordentlig fokus på stationens formål: musik.
P3 var faktisk min foretrukne station i mange år. Jeg husker stadig Rockland torsdag aften med Jan Sneum, og ja, det er mange år siden, men netop dette program havde fuld fokus på den slags musik, som jeg selv er begejstret for.
Siden forsvandt programmet fra æteren, og selv om P3 siden har forsøgt at leve op til fordums storhedstid, må jeg konstatere, at P3 og jeg er gået fra hinanden. Det er der flere årsager til, så lad mig give et par stykker.
Færdig med P3
1) Jeg er nok blevet for gammel. Jeg forstår simpelt hen ikke den ungdommelige tone, som snart fylder enhver sendeflade på kanalen. Friske, unge mennesker med ordet i deres magt og slagfærdige kommentarer og høje hyl samt latter lige i mikrofonen. Det er simpelt hen blevet for popsmart efter min mening.
2) SMS race. Det hænder stort set i alle programmer jeg er fladet tilfældigt ind over, at de såkaldte reportere i studiet konstant efterspørger lyttere, som gider at indsende en SMS med deres mening om dette og hint. Nej, venner. Stop nu med det SMS hysteri. Find på noget original radio selv i stedet for. Vis at I kan underholde os lyttere på ordentlig vis.
Faktisk oplever jeg lidt samme tendens på P4: her får de såkaldte studieværter ofte den ide, at man skal insende en SMS og gøre rede for en holdning, eller fortælle om solen skinner i Nørre Snede, og om man har set nogle sjove eksistenser for nyligt. P4 er desuden blevet en kanal, hvor man fokuserer alt for meget på dansk musik. Rend mig i Pedersen, venner!
Fuld valuta på P6 Beat
Tilbage til P6 Beat. Her får man fuld valuta for pengene, og selv når genudsendelser rammer kanalen, føler man sig langt fra snydt. Det gør man ikke, fordi man ved at seriøse folk har skruet programmerne sammen. De ved hvad de taler om i studiet.
Og jo, i morges hørte jeg da også studieværten på P6 Beat efterlyse SMS beskeder om et eller andet, men det er heldigvis ikke noget der foregår særligt tit. Radioværterne ved nemlig så meget om det de taler om, at de ikke behøver lyttere til at udfylde et eventuelt tomrum i sendefladen.
Nu har regeringen så valgt at lukke P6 Beat – samme skæbne overgår P7 og P8. Tre fantastiske stationer lader livet om et års tid, fordi der skal spares i DR. Den spareplan, som blev udsendt i forgårs er i mine øjne så katastrofal, at man har svært ved at tage planen seriøst.
Protest – skriv under
Ser man overordnet på planen, konstatere man også at mange af de tv-folk, som blev sendt til Århus tidligere på året, nu er fyret. Så kan de flytte tilbage til deres København. ”Undskyld vi tvang dig til at hive teltpløkkerne op, men nu er du altså opsagt”.
Spareknive er altid nogle farlige størrelser, når ens kære er i farezonen. Alligevel troede jeg ikke mine egne ører, da jeg erfarede at den meget ansvarlige regering i samarbejde med et parti altså nu har hakket til i spækbrættet.
Beslutningen får konsekvenser for mange ansatte i DR, men det får erderhakme også store konsekvenser for os alle danskere, som snart skal betale licens over skattebilletten. Mange danske borgere kommer til at betale mere for mindre og dårligere indhold i radio og på tv. Og politikere og topchefer i DR bevarer deres gode løn og pension.
Hvis du er utilfreds med denne vanvittige beslutning, kan du støtte en underskriftsindsamlig lige her.
Ja det bliver et trist liv uden Danmarks bedste radiokanal.