Det sker af og til, at jeg pakker idrætstasken og smutter ned i det lokale Solo fitnesscenter, hvor jeg som regel træner en times tid. Det skeer typisk på en cross trainer og på en cykel, hvor jeg forsøger at pulsen godt op, så jeg kan svede lidt gram af kroppen. Det er egentlig ikke en aktivitet, som jeg er udpræget tilhænger af, men jeg gør det, fordi det er nødvendigt.
For at gøre oplevelsen så god som mulig, har jeg altid høretelefoner med. De smarte fitness apparater er nemlig udstyret med tv og radio. Dermed kan du se udsendelser fra gængse tv-kanaler, og du kan sågar logge på din Netflix konto og se en film eller serie dér, hvis du er til det. Eller via Tune In appen kan du lytte til en radiostation, som spiller den musik, du foretrækker.
Dansk Gazelle-virksomhed
Hidtil har jeg brugt et sæt høretelefoner fra Sony, men det er slut nu. Jeg er nemlig kommet i besiddelse af de spritnye BOOM ANC fra producenten MIIEGO. Du kender muligvis ikke MIIEGO endnu, men bare vent: de skal nok vække stor opsigt med deres fantastiske produkter. Og virksomheden er bosat i Padborg, så du kan roligt følge med på sidelinjen, for du kommer til at høre mere om MIIEGO. Den første Gazelle-pris er allerede uddelt.
MIIEGO BOOM ANC er udstyret med aktiv støjreduktion, hvilket betyder at du kan udelukke generende lyde fra omgivelserne. Det kan for eksempel være på togrejsen eller hvis du befinder dig i miljøer, hvor der er mennesker og snak omkring dig. Et enkelt tryk og så er lydene reduceret betragteligt.
– Folk har ofte meget forskellige behov til deres hovedtelefoner, og vi vil gerne præsentere brugeren for et produkt, der kan det hele. BOOM by MIIEGO® ANC er med sin aktive støjreduktion et multifunktionsprodukt, der både kan bruges til sport, når man rejser, sidder i kontorlandskab og arbejder eller blot vil lytte til musik, lydbog eller podcast. Selvom lydkvaliteten naturligvis er meget vigtig, er det samtidig også blevet vigtigt for de fleste at kunne reducere udefrakommende støj, så derfor skulle BOOM naturligvis også have en ANC-funktion, siger MIIEGOS direktør og grundlægger, Christian Jeppesen
Udskiftelige ørepuder
Og hvorfor er MIIEGO BOOM ANC så mit foretrukne valg, når det kommer til fitness situationen? Jo, først og fremmest er der tale om et sæt høretelefoner, der ikke vejer ret meget (287 gram). Det betyder at du godt kan bære sættet et pænt stykke tid uden at være generet af det.
Men hvad der er yderst praktisk er, at høretelefonerne er udstyret med udskiftelige puder. Du kan enten anvende bløde og komfortable ørepuder i kunstlæder, eller du kan bruge de af MIIEGO specialudviklede og åndbare sports-ørepuder i meshmateriale, som også kan vaskes. Begge sæt ørepuder følger med i pakken. Produktet er som en af de få hovedtelefoner der tåler sved og let regn.
Lyden i MIIEGO BOOM ANC er vældig god og behagelig. Når jeg lytter til musik, sætter jeg stor pris på en dyb bas samt god mellemtone/diskant, og det får jeg med dette sæt. Du kobler sættet til din telefon via Bluetooth eller via det medfølgende jackstik. Hvis du går trådløs, kan høretelefonerne holde op til 36 timer, før de skal lades op igen.
Praktisk hard case boks medfølger
Og det er altså nu det sæt jeg har med i min sportstaske. Da jeg åbnede æsken med høretelefonerne, blev jeg ekstra glad, idet hørebøfferne ligger forsvarligt i en medfølgende hard case boks. Dermed kan du have dem forsvarligt liggende i sportstasken sammen med gummisko, drikkedunke, våde håndklæder med mere.
Prisen for MIIEGO BOOM ANC ligger på 1.799 kroner, hvilket er givet godt ud for dette sæt, som MIIEGo har vundet priser på. Dette inkluderer blandt andet en ISPO-award for årets bedste sportshøretelefoner og en RedDot Design Award.