Kom frem med TomTom GO 6200

Kom frem med TomTom GO 6200

GPS i bilen er blevet en af de standardfinesser, som enhver bilejer efterhånden bare MÅ have. De gode, gamle dage med diverse Danmarks- og Europakort, der lå og flød i handskerum og i passagersædets dør-hulrum er ligesom passé. Nu foregår næsten al navigation via GPS og elektronik i alle afskygninger.

Jeg indrømmer straks at jeg i mange år har foretrukket navigation via GPS. Gode venner hælder stadig til navigation ved hjælp af atlas-lignende vejkort, og hver gang udtaler jeg sådan lidt hovskisnovski, at de er langt ude i kartoffelrækkerne. At skulle køre rundt i en by ved hjælp af et kort af papir eller karton er for langt ude. Synes jeg.

Sådanne kort er jo ikke særligt detaljerede. Hvis du for eksempel skal finde Stærvej i Nørre Snede, er du formentlig på den, med mindre du tilfældigvis har et rimeligt detaljeret kort over Nørre Snede. Hvis du så endelig har det, skal du sidde og fedte med kortet og finde Stærvej. Er du alene på farten, er du nødt til at holde ind til siden.

Moderne navigation

Og hvad nu når politikerne i Nørre Snede besluttede at blinde nogle af de trafikerede veje af sidste forår? Har de mon fået den ændring med på papirkortet? Næppe. Og hvad gør du når du skal finde Schmerzenstrasse 44 i Frankfurt? Går du så i Google Maps, finder en kørevejledning og skriver denne ud?

Nixen. Jeg er ikke til den ældre metode. Jeg vil være med på beatet ved hjælp af moderne navigation. Og moderne navigation er lig med GPS på højeste niveau. TomTom har været med fra den spæde start og denne virksomhed har formået at skabe den muligvis bedste navigation, når mennesket fra A til B. Det sker igennem de små, smarte GPS apparater, der er på markedet.

Og små er måske så meget sagt. TomTom er i al fald ude med nye GPS’er, hvor størrelsen har fået et nøk opad. TomTom GO 6200 er en GPS med en skærm på 6 tommer. En ganske anseelig størrelse, som gør det endnu mere overskueligt at skulle finde frem til den rette adresse, mens man kører derudad i Skodaen. Og så er det altid rart at man har et godt overblik i de pressede situationer, hvor mange små gader går på tværs af hinanden i ensrettede miljøer.

GPS på Wifi

En rigtig lækkerbisken i TomTom GO 6200 er at du kan koble GPS’en til Wifi. Det betyder slet og ret at du kan hive den ind i dit hjem og så lade den koble sig op på husets trådløse internet. Hermed bliver det endnu nemmere at opdatere apparatet, og bemærk at TomTom i dette abonnement tilbyder livslang opdatering af deres kort.

Tidligere skulle man typisk betale et beløb pr år for at få opdateret de elektroniske kort i GPS’en, men det har TomTom altså lavet om på her. En klar gevinst, men måske også nødvendigt, hvis virksomheden skal overleve i disse ”gratis-tider”, hvor folk måske hellere sparer pengene og anvender gratis tjenester som Google Maps eller maps.me.

Når TomTom GO 6200 kan hoppe på Wifi, er det også ensbetydende med at du kan bruge din telefons deling af data for at sende GPS’en på det store internet. Mange vil sikkert sætte stor pris på apparatets advarsler imod fotofælder, og alle brugere kan i princippet indrapportere en fotofælde, lige så snart de opdager én. Når TomTom GO 6200 er online, vil du så at sige modtage live advarsler imod politiets små fartkameraer. Det samme er gældende, hvis du skulle nærme dig bilkøer, vejarbejde eller lignende, som kan forsinke din rejse.

Slut med fumlerier

Interaktion med din smartphone kan også bruges ganske smart. Du kan eksempelvis sidde i et møde og aftale næste sammenkomst, som skal finde sted i Skolegade i Herning. Ved at indtaste disse mødedata i din TomTom app på din smartphone – den hedder TomTom MyDrive – kan du synkronisere GPS’en med din smartphone, næste gang ”I ses” i bilen.

Dermed behøver du ikke at skulle sidde og fumle med indtastninger af diverse adresser, idet TomTom GO 6200 selv henter informationer via din smartphones app, og den TomTom konto som du har etableret ”oppe i skyen”. Ganske smart og praktisk, og også en genvej for alverdens sekretærer, som nu hjemmefra kan sørge for, at chefen når frem til rette adresse.

En anden nyttig finesse ved TomTom GO 6200 er muligheden for håndfri opkald. Når du kobler GPS og smartphone sammen via Bluetooth, kan GPS’en fungere som din personlige assistent ved kørsel. Hvis din telefon ringer, kan du blot trykke på det grønne telefonrør, hvorefter du kan samtale under ørsel, mens du har begge hænder på rattet. Nuvel, det er ikke jordens allerbedste højttaler, der er indbygget i TomTom GO 6200, men det er en udmærket løsning.

tomtomgo6200-2GPS integration med din smartphone

TomTom GO 6200 kan ligeledes læse dine SMS beskeder og underholde dig, mens du fokuserer øjne på vejen. Bemærk at dansk talegenkendelse stadig har et stykke på vej, før det bliver helt godt, men initiativet varsler om bedre tider for folk, som har så pokkers travlt med at læse og skrive SMSer, mens de kører. Hænderne på rattet, folkens!

Forbindelsen til din smartphone betyder at du kan aktivere Siri eller Google Now, selv om din smartphone ligger i tasken eller i lommen. Du kan således give kommandoen ”Call Prutterhunden”, hvorefter der ringes op til Prutterhunden. Skulle Prutterhunden ringe til dig, vil du informationer på TomTom GO 6200’s store skærm.

Der er et hav af indstillingsmuligheder indbygget i TomTom GO 6200. En af de mere kuriøse er muligheden for at vælge stemme. Der findes 3 danske at vælge imellem, og vi er hurtigt blevet bedste venner med Niels. Han er behagelig at lytte til, og han er knapt så skrap, hvis vi kommer til at køre forkert. Hvis du savner underholdning, kan du altid slå den finske eller hollandske kommentator til …

Pris for TomTom Go 6200

Prisen for TomTom GO 6200 ligger på godt 3.100 kroner. Det inkluderede og indbyggede SIM-kort gør det nemt at aktivere TomTom Traffic og andre realtidstjenester med det samme. Med i prisen følger stik til cigarettænder, kabel og en praktisk magnetisk holder som du kan bruge i frontrude eller på instrumentbrættet.

www.tomtom.com/da_dk/drive/car/products/go-6200/

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.