Jabra Elite 4 Active

Jabra Elite 4 Active

Nettips har tidligere omtalt trådløse høretelefoner. Netop funktionen at vi har kasseret kablet passer mig ekstremt godt, og generelt er jeg stor fan af trådløse løsninger. Især når det handler om at forbinde noget til en smartphone. Her er jeg bare megafan af at Bluetooth klarer forbindelsen mellem telefon og ekstern enhed.

Og det er da også sådan situationen er med de nye earbuds fra Jabra. Hvis ordet Earbuds er nyt for dig, har du min forståelse. Men bag dette amerikaniserede udtryk gemmer sig den behagelighed at man kan have behagelige ørebøffer placeret inde i ørerne. Man kan populært sige en omgang ørepropper med lyd.

På den nyligt overståede messe i Las Vegas – messen hedder CES – præsenterede Jabra deres nyeste trådløse earbuds. De hedder Elite 4 Active, og der er tale om et stærkt produkt til folk, som kan lide at leve det aktive liv. Definitionen af det aktive liv kan supersnildt differentieres, men med det aktive liv menes i denne ombæring et liv, hvor man er i aktivitet.

En fantastisk ANC

Denne aktivitet kan for eksempel være på cyklen, i løbeskoene, med boksehandsker på eller på vej ned ad pisten med 80 kilometer i timen. Altså et aktivt liv, hvor man har brug for fri bevægelighed i et svedigt øjeblik. Elite 4 Active er netop for dette segment af aktive mennesker. Disse earbuds klarer nemlig også sved og vand til en vis grad.

En af de nyeste teknologier inden for høretelefoner er ANC. ANC står for Active Noise Cancellation og er altså en smart funktion, som gør at støj omkring dig, sorteres fra. Min erfaring med ANC er at nogle produkter klarer dette bedre end andre. Da jeg testede ANC på Elite 4 Active slog det mig, at det er den mest overbevisende ANC jeg har afprøvet.

Jeg sad ved spisebordet i stuen og hamrede løspå mit tastatur, mens fruen gik i gang med en serie på TV2. Jeg kunne sagtens fornemme lyden fra fjernsynet, men da jeg aktiverede ANC lukkedes alle lyde ude. Jeg kunne koncentrere mig 100 procent om bandet RPWL i ørerne. Fantastisk ANC.

Du kan naturligvis slå ANC fra ved at trykke en enkelt gang på det venstre øre, hvilket du klart skal overveje at gøre, hvis du dyrker motion i byen med biler omkring dig. Vi skal altid huske at vi aldrig er alene, når vi bevæger os rundt i bybilledet.

Genopladeligt etui

Elite 4 Active leveres i det velkendte genopladelige etui, som oplades via USB-C. Når etuiet er ladet fuldt op, har du mulighed for 28 timers musik i ørerne. Elite 4 Active skal i gennemsnit genoplades efter 7 timers brug, men heftig brug af ANC kan forkorte batterilevetiden.

Ud over at du kan bruge Elite 4 Active til musik eller podcast, er de også velegnede til telefonsamtaler. Der er inkluderet 4 mikrofoner i sættet, og de er beskyttet af et lag, som sorterer eventuel vindstøj fra din snak. Personligt synes jeg det kan være svært at høre hvad den anden person i den anden ende siger, hvis vedkommende befinder sig i blæsende omgivelser.

Prisen for Elite 4 Active er på 999 kroner. Dette r en pris, som jeg på det kraftigste er fan af. For under tusind kroner får man et sæt earbuds i sublim kvalitet. Det er enkelt at betjene disse earbuds ved hjælp af tryk på venstre og højre enhed. Og som sagt er jeg meget imponeret over den enestående støjreduktion.

www.jabra.com/elite

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.