In ear høretelefoner fra Jabra

In ear høretelefoner fra Jabra

De hedder Jabra Elite 75t. De er beskedne i størrelse, men trods dette er lyden stor. Jabra Elite 75t er landet på det danske marked, og dermed er der kommet nogle små, men superlabre høretelefoner til det danske folk, som både kan lide god lyd, når der lyttes til musik, og som også foretrækker små diskrete headphones, når der skal tales telefon.

Prisen for Jabra 75t ligger på godt 1.500 kroner, og selv om mange måske vil anse dette for at være en ret betragtelig sum, vil jeg hurtigt konstatere, at det er et sæt, som er alle pengene værd, hvis man går efter god lyd, komfort og fleksibilitet inden for høretelefoner.

Anstrengende forhold til små dippedutter

Faktisk er det ingen hemmelighed, at jeg altid har foretrukket høretelefoner, som man trækker hen over hovedet med en bøjle på. Du ved: sådan et sæt klassiske høretelefoner, som man sætter på hovedet i god gammeldags, klassiske forstand. Til gengæld har jeg altid haft et anstrengende forhold til små dippedutter, der skal stikkes ind i ørerne.

Derfor var jeg også spændt på, hvordan jeg ville håndtere de små høretelefoner Jabra 75t. Til forskel fra mange lignende høretelefoner er dette et sæt in ear, som altså skal stikkes ind i ørerne og så drejes på plads – faktisk på samme måde som mange professionelle høreværn. En tinnitus gør at jeg har investeret i sådan et høreværn, så at tage Jabra 75t gav ingen udfordringer.

Jabra 75t er sublim kvalitet

Men lad os kaste et blik på, hvorfor Jabra 75t skiller sig ud fra lignende headsets, som har siddet i mit hoved. Først og fremmest sætter jeg pris på god og ordentlig lyd, når jeg lytter til musik. Lyden i Jabra 75t er fremragende, og ja: jeg ved godt at der ikke er tale om et sæt sublim hifi høretelefoner, men hvis jeg nu siger at jeg faktisk er lidt kræsen med hensyn til lyd, og at jeg snildt kan leve med kvaliteten af Jabra 75t, så er det en pæn blåstempling af headsettet.

Når du pakker headsettet ud, ser du straks en lille plasticboks, hvori de to ”ørestikkere” liggerpænt og forsvarligt. Det smarte er at de automatisk lades op, når de placerer headsettet i boksen. Dermed har du hele tiden mulighed for at lade headsettet op, når du er på farten. De kan holde til cirka 7,5 timers musik, før de skal lades op, og plasticboksen kan lade sættet op til 28 timers varighed.

Perfekt til musik og samtaler

Teknologisk er headsettet udstyret med 4 mikrofoner, og dermed er kvaliteten ved samtaler i top. Hvis du for eksempel lytter til musik via din smartphone, og du får et indgående telefonopkald, muter headsettet musikken, mens du besvarer opkaldet via et tryk på ørepropperne. Lydkvaliteten er absolut i topklasse, så thumbs up herfra.

Jabra 75t er en del af den fine Elite-serie, og med dem i ørerne kan du etablere kontakt til intelligente løsninger som Siri eller Google Assistenten. Headsettet kobles smertefrit til din smartphone eller computer via Bluetooth 5.0, og hvis du ønsker udvidede muligheder, kan du med fordel installere Jabras app, Sound+.

Med Jabra Sound+ får du stillet en equalizer til rådighed, hvor du for eksempel kan indstille hvor megen udenomsstøj du kan acceptere. I appen kan du også opdatere firmware, hvis Jabra har udsendt forbedringer til headsettet.

Mine favoritter på farten

Konklusionen melder at jeg for første gang er vældig godt tilfreds med et headset, som skal stikkes ind i ørerne. Mine ører har altid haft det svært med at tilpasse sig disse in ear headsets, men Jabra 75t har ændret på situationen. De seneste dage har jeg lyttet til en del musik med ørepropperne, og kvaliteten er absolut i topklasse.

Hvis du står og skal bruge et godt headset til både musik og samtaler, er dette et headset som du lige skal afprøve. Nogen vil mene at 1.499 kroner er for mange penge, men igen: hvis du ønsker sublim kvalitet samt god tilpasning i øregangene, er Jabra 75t et must at prøve. Det vil i al fald være det headset jeg stikker i jakkelommen næste gang jeg skal på farten.

www.jabra.dk/bluetooth-headsets/jabra-elite-75t

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.