Golfur: TomTom Golfer 2

Golfur: TomTom Golfer 2

Her troede du sikkert at Nettips var et website, som var forbeholdt it-relaterede emner, ikke sandt? Det er da også en del af sandheden bag Nettips. Vi har dog en skjult dagsorden: hvis elektroniske dimser og gadgets bliver en del af vores virkelighed, kan vi godt lide at fortælle om den.

Og min virkelighed er at jeg nyder opholdet på de smukke golfbaner på Sydfyn. Svendborg har en enestående flot golfbane, og det er her at jeg slår mine folder, når tastatur og mus skal udskiftes med fornøjelige redskaber.

Jeg er bestemt ikke særligt god til golf. Mit handicap siger omkring de 21, så der er langt ned til lavhandicapperne, men nu har jeg fået et nyt våben, som jeg vil bruge aktivt, når mine scores skal forbedres i løbet af sommeren og efteråret: et golfur fra TomTom.

Hvor langt er der?

TomTom Golfer 2 er navnet på den helt nye model fra TomTom, som sikkert er bedst kendt af læserne for deres GPS’er til bilen i carporten. TomTom er førende på GPS-området, og denne viden bruger firmaet også, når de serverer lækkerier til golffolket. TomTom Golfer 2 er nemlig lidt af en lækkerbisken.

Hvad bruger man et golfur til, spørger nogen. Jo, ser du: hvis du har slået til bolden – og det man jo med jævne mellemrum på golfbanen – vil du på et tidspunkt have nytte af at vide, hvor langt der er til flag eller spidsfindige forhindringer (fx sandbunkers eller vandhazards). Nu kan det være ret svært med det blotte øje at vurdere hvor langt der er hen til målet. Det er netop her at TomTom Golfer 2 hjælper dig på vej.

I mit og mange andres tilfælde er det virkelig god viden at vide hvor langt du skal slå. Du vælger nemlig jern eller kølle efter hvor langt du skal slå ud. Skal du bruge et 8-jern eller et 9-jern? Det er afstanden, der afgør dit valg, og med TomTom Golfer 2 på armen kan du hurtigt træffe det måske korrekte valg.

40.000 golfbaner på et lille ur

Golfuret kommer i en lille beskeden gennemsigtig æske med brugsanvisning og USB-kabel. Personligt sloges jeg en lille smule med urremmen, men efter nogle minutter knækkede jeg koden, og i det daglige er det pærenemt at sætte uret omkring håndleddet.

Jeg boksede ligeledes en smule med at koble uret til min computer, idet jeg synes at USB-kablet skal ”mengeleres” korrekt på plads på selve uret. Men dette er sikkert en vanesag, og jeg forventer at jeg bliver meget bedre til det, når jeg har gjort det et par gange eller 4.

Det første du gør er at koble ur og computer sammen. Herefter skal du ”konfigurere” uret, så du får downloadet cirka 40.000 golfbaner ned til uret. Desuden skal du oprette en TomTom konto, så du derigennem får skabt dig et TomTom univers i cyberspace. Dette univers kan du bruge efterfølgende, når dit spil, sine slag og dine scores skal gennemanalyseres over en kop kaffe.

Nu har jeg ejet et par golfure før TomTom Golfer 2, og det som slog mig ret hurtigt er den lille ”brummer”, som fortæller mig når uret har registreret ”noget”. Det kan for eksempel være når uret konstaterer at hullet er slået færdigt, eller når uret har registreret dit slag via din arms bevægelse. Ret fikst faktisk.

Du kan anlysere dit golfspil

Man skal lige vænne sig til den lille ”musepad” under skærmen som er stedet, hvor du navigerer rundt i urets menuer. TomTom Golfer 2 indeholder menu på dansk, og den trykfølsomme ”plade” virker egentlig ganske fortrinligt, når du har prøvet det en gang eller to.

Hvis uret kobles til din spilprofil i cyberspace (TomTom MySports) kan du analysere en masse forskellige detaljer fra dine runder, og det giver dig måske et fingerpeg om, hvor det nogle gange går galt eller godt.

TomTom Golfer 2 er altså et fremragende hjælpemiddel til golfspilleren. Uret hjælper dig blandt andet med:

  • Afstand til greens (forkant, midt, bagkant)
  • Afstand til hazards
  • Afstand til layups
  • Visning af green
  • Rundestatistik
  • Baneopdateringer via app på din smartphone

Desuden er TomTom Golfer 2 så vandtæt, at det snildt klarer en slem regnbyge eller to. TomTom Golfer 2 koster 1.899 kroner.

www.tomtom.com/da_dk/sports/golf/

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.