Gem dine favoritter

Gem dine favoritter

Nettet indeholder efterhånden en god håndfuld hjemmesider, som er værd at bruge tid på. Eller rettere: nogle tusinde websites, som du, jeg og andre nyder at kigge på. Du foretrækker måske hjemmesider om børn og fødsel, mens andre er til heste og cirkus.

Det er jo fascinerende at vi hver især har vores helt egne favoritter, og derfor er det da også en herlig ting at nymodens browsere indeholder en Favorit-funktion, så du nemt kan ”gemme” disse gode links. I Google Chrome og Firefox hedder det Bogmærker, mens det hedder Favoritter i Internet Explorer.

Pocket – Read it Later

Dog er det også en fordel at gemme de gode hjemmesider på en tjeneste i skyen, så du altid har adgang til dine favoritter. Dette kan gøres ved at logge ind i browseren, og så ellers gemme de bogmærker du er glad for. Når du så logger ind i browseren på en anden computer, har du adgang til dine bogmærker dér.

Du kan også bruge en tjeneste, der hedder Pocket. Den hed oprindelig Read it Later, og blev banket op i 2007 af folk, som kunne se fornuften i at gemme en god hjemmesideadresse for at kunne se nærmere på sitet ved en senere lejlighed. Eller: at finde en spændende artikel eller et godt videoklip til senere fornøjelse og adspredelse.

I dag hedder tjenesten altså Pocket, fordi du netop har mulighed for at have de gode bogmærker på dig: på smartphone, tablet eller computer. Og du kan se dine favoritter uanset hvor du er, når blot du har netadgang. 22 millioner mennesker er registrerede brugere hos Pocket (jeg selv inklusive).

Nem og brugervenlig

Og Pocket er meget nemt at bruge. Du kan for eksempel installere et lille ekstraprogram til din browser – jeg har installeret Pocket i min Google Chrome – og dermed har du én knap du kan trykke på, når du falder over et interessant website på din netfærden.

Herefter gemmes din favorit i Pocket-skyen, og du kan oprette kategorier og dermed sætte struktur på dine favoritter oppe i skyen. Når du på et senere tidspunkt logger på Pocket, får du adgang til alle dine favoritter som ligger godt og trygt i skyen.

Brugervenligheden er desuden helt i top, idet Pocket har barberet alle unødige elementer væk og holder sig til ”Keep it simple”. I toppen af dit ”feed” får du også serveret en række anbefalinger, som måske kan fange din interesse.

Pocket er helt gratis at anvende, og når du først har fået smag for systemet, bliver det måske din bedste ven med hensyn til at gemme hjemmesider til senere brug. Det er eksempelvis Pocket som er min ven, når jeg finder inspiration til mine fredagslinks.

Lad mig som sidste tilføjelse nævne, at Mozilla (som står bag Firefox-browseren) netop har overtaget (læs: købt) Pocket

www.getpocket.com

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.