
Endelig. Så sker der endelig noget på den teknologiske front igen. Altså sådan noget der vækker frustrationer og noget der kan skabe røre i andedammen. Lige som i gamle dage, hvor folk med Mac-tendenser kritiserede Windows-tilhængere. Eller da Norton-freaks svinede McAffee til. Altså en god omgang mudderkastning.
Nu er noget næsten tilsvarende ved at ske. Eller rettere: det er kun den ene part, der kaster med mudder. Den anden griber og ryster på hovedet over strategien. Det handler hverken om antivirus eller styresystemer. Nix, det handler om Wix (haha). To af de store giganter inden for hjemmesidesystemer er røget i totterne på hinanden.
På den denne side: Wix som er et system, som brugerne betaler for at benytte. På den anden side: WordPress som er et open source system, altså gratis at bruge. WordPress er verdens mest udbredte system, når der skal bygges hjemmesider, og den hjemmeside du er på lige nu – Nettips.dk – er bygget i WordPress.
Det gør åbenbaryt så ondt på Wix, at WordPress står for den enorme andel af hjemmesider – lidt over 100 millioner styk – at Wix nu forsøger at kapre kunder fra WordPress. Og hvordan gør Wix så det? Jo, de har produceret en video-reklame, hvor de sviner WordPress til.
Hvadbehager?
Jo, den er god nok. I stedet for at fremhæve egne styrker og kvaliteter, bruger Wix den helt gennemførte dumme strategi, at de udstiller en modstander. I videoen, som jeg har set, prøver Wix på en totalt mislykket måde at skabe en komedie, hvor den svage part er WordPress. Jeg skal ikke udpensle handlingen, men den handler om Mister WordPress, som er taget til psykolog.
Her ironiserer Wix over de opdateringer, som løbende kommer til WordPress, og konklusionen er at Mister WordPress er forvirret, depressiv, nervøs og ude at stand til at handle fornuftigt. At Wix oven i hatten bliver kritiseret for at bruge netop denne tilstand oven på Corona, hvor millioner af mennesker lider af depressioner og angst, gør ikke reklamefremstødet bedre.
Til dagligt konstruerer jeg hjemmesider i WordPress i min virksomhed Bojsen IT, og det er efter min subjektive mening klart det bedste system til hjemmesider. Det er open source, der findes i tusindvis af ekstra plugins og skabeloner til systemet, og man kan altid finde hjælp på nettet. Wix derimod er et lukket system, hvor du betaler et årligt gebyr, og du er ganske enkelt på den, hvis du ønsker at forlade Wix på et tidspunkt. Du får nemlig ikke hjemmesiden med dig, når du forlader firmaet.
Det er fredag, og dagens links styrer dig i retningen af lidt WordPress – intet Wix – kvindelige iværksættere, Louvre, et WordPress univers samt Bojsen IT.
https://wordpress.org: Den officielle hjemmeside for WordPress, hvor du kan læse en masse om systemet.
https://www.louvre.fr/en/online-tours: Har du oplevet Louvre – det pænt store museum i Paris? Hvis ikke kan du komme på en virtuel tur her.
https://femalegogetters.com: Trods det meget engelske navn, er denne ide dansk. En række kvinder er gået sammen for at styrke iværksætteriet blandt danske ”females”.
https://themeforest.net: Dette er stedet, hvor jeg bevæger mig hen, når jeg skal købe et tema til WordsPress. Der findes virkelig mange fremragende skabeloner dér.
https://www.bojsen.dk: Ananas i egen juice. Jeg arbejder i WordPress, og hvis du har behov for hjælp til en hjemmeside, er du velkommen til at kontakte mig.