Pokkers. Jeg har lige set Viktor Axelsen spille en fantastisk badmintonkamp imod verdens bedste badmintonspiller. Han hedder Momota og stammer fra Japan. Han er ikke høj, har relativt korte ben og arme, og alligevel formår den lille japaner at nå stort set alt på sin banehalvdel.
Næsten uanset hvor svære bolde den store dansker sender over på japanerens halvdel, kommer fjerbolden retur til Axelsen. En af duellerne varede 52 slag, og det var tydeligt at se at den lille japaner har momentum. Momota vandt i øvrigt kampen i tredje sæt. Fortjent, som jeg ser det.
Og hvorfor så denne lille historie en fredag morgen. Jo, ser man på hele iværksættermiljøet, er der mange små og mellemstore virksomheder, som knokler en vis legemsdel ud af bukserne hver dag. Udefra kan det ligne Goliats kamp mod David, og de små virksomheder som spås en minimal chance for at overleve, formår ofte at indtage overleverens rolle.
Fodbolddanmark når det er bedst
Heldigvis. For hvor ville verden dog være et trist sted, hvis alting var givet på forhånd. Som fodboldnørd husker jeg stadig tilbage til 1992, hvor det næsten umulige skete i en EM slutrunde i Sverige. Jeg husker også 1977, hvor Allan Simonsen blev kåret som Europas bedste fodboldspiller. Og han var om nogen ikke ret stor fysisk.
Til gengæld kunne Allan Simonsen en masse spændende ting med fødder og hoved, hvilket gjorde ham til en meget attraktiv og vellidt fodboldspiller i især Danmark og Tyskland. Men tingene kom ikke af sig selv til lille Simonsen. Talrige timer på træningsanlægget samt hårdt slid gjorde at han listede sig helt op i toppen.
Det samme kan med rette siges om Axelsen. Han har ikke bare fedet den i Odense som barn og ung. Han cyklede dagligt i træningshallen, hvor han smadrede den ene fjer efter den anden. Den har stået på styrketræning og løbetræning, og han har lagt ører til mange gode råd fra trænere og coaches.
Flid betaler sig. Og det vil denne omgang fredagslinks måske også afspejle. Vi skal således hilse på online billedredigering, Gislev på Midtfyn, vinterdæk og genanvendelse deraf samt en personlighedstest.
www.oplevgislev.dk: På Midtfyn finder du en lille by, der hedder Gislev. Her finder du et meget stærkt sammenhold med mange spændende ting i støbeskeerne.
www.16personalities.com/da: Pomse gav et fint tip i forummet forleden dag: en gratis personlighedstest. Den tager omkring 10 minutter.
www.vinterdæk.dk: Med spænding gik jeg ind på domænet: hvad mon gemmer sig der? Vinterdæk fra Quickpot såmænd.
www.genan.dk: Hvilket får mig til at huske tilbage på reklamerne med 4 Viborgdæk. Manden bag dækkene stiftede denne virksomhed, som arbejder i genanvendelse af dæk.
www.befunky.com: Endelig kommer fredagens tips til folk, der godt kan lide at arbejde med billedredigering. Jeg kender ikke Befunky, men her får du gratis online billedredigering. Du skal lige tillade at din browser afvikler Flash.