
Så er der dømt forbud mod åben ild på hele Fyn. Ikke fordi at myndighederne er bange for at vi tisser i sengen om natten, men fordi at landskabet efterhånden er så knastørt efter flere ugers blændende vejr, at de frygter en løbeild, der går som en steppebrand.
For 3 år siden var vi i Canada på 3 ugers ferie, og i denne periode oplevede canadierne samme udfordring – og det gør de i øvrigt ret ofte på de kanter. Her oplevede vi på tætteste hold hvor frygtindgydende disse skovbrande kan være. Der er ikke meget at stille op, og man går hele tiden og venter på en solid regnbyge.
Sådan har jeg det nu ikke herhjemme. Jeg er vældig glad for det gode vejr. Har du lagt mærke til, hvad det gør ved dine medmennesker. Folk har lettere til smil, og hjælpsomheden er pludselig en anden. Desuden fornemmer man en vis easy living i kroppen, når man – også på hverdage – får et glas køligt vin på terrassen.
Udsigt til regn
Det er dog ikke vejret, som skal bestemme om vi skal have det godt. Det kan i et stykke hen ad vejen selv være med til at bestemme. Jo, jeg ved godt at eksempelvis sygdom og dødsfald kan gøre det til en kompliceret affære at gå og smile til omverdenen, men jeg håber altid at mine nærmeste trækker mig hen i solen, hvis mit sind forstyrres af regn, torden og orkan.
Det er fredag, og der er udsigter til lidt regnvand i løbet af weekenden. Det skal ikke ødelægge mit gode humør. Det er godt for vores græsplæne, og golfbanerne trænger i øvrigt også. Bøndernes humør stiger og meteorologerne har endelig nyt til det danske folk. Tænk hvis man kunne trække statistik ud af, hvor meget vi har gloet på diverse vejr-apps de seneste 4-5 uger …
Det er fredag og tid til fredagslinks. I dag skal det handle om Thomas Delaney, Northside Festival, online computerspil, vandværk og e-mailadresser.
www.solbjergvand.dk: En tilfældig søgning i Google hjalp mig frem til dette vandværk. Her får du både sol og vand på én gang 😉
www.northside.dk: Hvis jeg befandt mig i Aarhus her i weekenden, ville jeg uden at blinke med øjnene bevæge mig hen på Northside festivalen. I går spillede War on Drugs, i dag spiller Cigarettes After Sex og i morgen spiller CV Jørgensen og Father John Misty. Sammen med en hel masse andre gudsbenådede musikere.
www.bvb.de: Så er det blevet tid til at endnu flere danskere skal til at følge Borussia Dortmund efter at de har købt Thomas Delaney. Og ja, vi snakker fodbold. Den elegante danske fodboldspiller er på vej mod den helt store elite nu. Go go Thomas!
www.playcanvas.com: Keder du dig? Så tag en runde computerspil direkte via internettet. Kør en laber BMW eller gå på opdagelse i en virtuel, drømmende verden.
www.haveibeensold.app: E-mailadresser står i høj kurs, og somme tider lykkes det hackere at skaffe sig adgang til tusindvis af e-mailadresser fra diverse postlister. Herefter sættes mailadressene til salg, så de kan bruges til spam. Er din e-mailadresse mon en af disse?