Fem jazzede fredagslinks

Fem jazzede fredagslinks

I går aftes oplevede jeg en virkelig god koncert på spillestedet Dexter i Odense. Dexter er et mindre spillested, som giver plads til den lidt mere jazzede kreds, og koncerten i går bar da også præg af musikgenren. På scenen stod og sad to unge gutter, som kan deres kram.

De hedder Morten Bremer og Jonathan McCoy, og til sammen udgør de altså duoen Bremer McCoy. De har spillet sammen i cirka 5 år og har udgivet 3 albums. Musikken kan varmt anbefales, hvis du ønsker at lytte til en særdeles afslappende og næste meditativ form for musik. Det er ikke kun jazz. Dette skal understreges, for mange vil derved gå langt uden om Bremer McCoy.

Jazz er nemlig en genre, som man nemt kan få en stillingtagen imod. Personligt har jeg et ekstremt belastende forhold til fusionsjazz, og det stresser mig mere end godt er. At lytte til Bremer McCoy har den stik modsatte effekt. Jeg slapper af og nyder de spændende toner, som de leverer via kontrabas og tangenter.

Støt op om kulturen

Mens jeg lyttede til koncerten, slog det mig, at disse prægtige unge mænd lever for deres musik. Det kunne ses på deres mimik, kropssprog og kommentarer imellem numrene. Nogen vil sikkert kalde gutterne for hjerteskærende ydmyge. Det var da også med hånden på hjertet de forlod scenen efter første sæt – og efter andet og sidste sæt.

Det er altså passionen for musikken der er drivkraften hos Bremer McCoy – lige som den er hos tusindvis af andre musikere og kunstnere. Mens jeg nød tonerne fra scenen, fik jeg den tanke at de sandsynligvis ikke bliver millionærer af at spille musik, selv om de er i den absolutte verdensklasse. Kunne man forestille sig at Christiano Ronaldo, Henrik Stenson eller Serena Williams gav den en ordentlig skalle på sportsarenaen uden at hæve et pænt stort gebyr for indsatsen? Næppe.

Derfor er der god grund til at hylde de danske kunstnere, som udlever deres drømme og deler disse med os. Besøg deres gallerier, køb deres bøger, støt op om livemusik og vær med til at dyrke den danske kulturs varierede og omsiggribende tilbud.

Husk desuden at man ikke snakker, mens musikere viser deres talenter på scenen. Jeg finder Morten Bremers stille protest ganske sympatisk. På scenen spiller han blandt andet på Roland tangenter. Diskret og alligevel meget tydeligt havde han sat tape hen over ”land”. Det gav dejlig ro blandt lytterne, som de selv kaldte os i går aftes. 5 stjerner ud af 5, drenge!

Og så til fredagens links, som i dag støtter op omkring Bremer McCoy, Dexter

www.bremermccoy.com: Denne danske duo vil inden for få år tilhøre den helt store verdensscene. De spiller fantastisk sammen, og så har de en helt speciel og unik lyd, som snart vil blive spillet på scener og stereoanlæg verden over.

www.dexter.dk: Musikhuset Dexter byder på adskillige spændende koncerter, primært jazz og blues. Dejligt spillested, som dog skal rises for den manglende gode fadøl torsdag aften til Bremer McCoy koncerten.

http://radio.garden/live: Er du til online radio og podcasts? Så tjek Radio Garden, hvor du på et verdenskort selv bestemmer, hvorfra du ønsker at hente lyd ned fra. Klik på de grønne prikker, vent nogle få sekunder og lyt løs.

http://webkay.robinlinus.com: Få en masse informationer om dig selv og din computer. Hvor sidder du i verden, hvilket styresystem anvender du, hvilken browser surfer du med og mange andre ting og sager.

www.popurls.com: Hent denne enorme oversigt af nyheder fra de mest anvendte nyhedslæsere verden over. Reddit, digg, YouTube, Huffington Post, Buzzfeed og mange flere.

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.