I år kan det britiske rockband Radiohead fejre 20-året for udgivelsen af albummet Ok Computer. Nu ved jeg ikke om du kender Radiohead, men de fik et gedigent gennembrud tilbage i 1992 med nummeret Creep. Det er stinkende godt, og du bør straks tjekke det ud på Spotify eller Youtube, hvis du ikke kender det.
Men altså Radiohead har formået at holde sammen lige siden det hele startede i 1985, og efterhånden som tiden er gået er der opstået en form for kult omkring bandet. Personligt har jeg altid sat stor pris på Radiohead, om end nogle af deres albums har været svingende i kvalitet.
Netop albummet Ok Computer er med til at jeg har lyst til at fremhæve det britiske band her i disse spalter på en fredag. Du er jo strandet på Nettips i disse sekunder, og lige netop computere er et af de emner, som vi ynder at kloge os på.
I 1997 udgav Radiohead Ok Computer, og det fik mig naturligvis til at tænke tilbage i tiden. Hvad hed styresystemet på de fleste computere dengang? Windows 95 var jo lidt af et gennembrud for pc’er, da de afløste Windows 3.11. Kritikere påstod at Microsoft stjal fra Apple.
Jeg ønsker ikke at påstå noget. Jeg vil dog gerne slå et populært slag for Windows 95, som var med til at sætte gang i en spændende udvikling inden for styresystemer og computere. Fra at have været noget frygteligt nørdet noget, er computere i dag blevet mere menneskelige, hjertevarme og venlige.
ig Brother is watching you
I dag er det knapt så bøvlet at rode med computere, selv om der stadig er store udfordringer. Kast et blik i vort forum og bemærk de interessante emner, der florerer i disse tider. Malware. Virusser. Big Brother. Overvågning.
Netop overvågning er et emne, som kan hidse de fleste stemninger op. Nogen er rasende, når Google, Microsoft og Apple holder øje med os. Andre er en anelse mere afslappede. Jeg hører nok til den gruppe, som trækker lidt på skuldrene af overvågningen. Big Brother må gerne vide hvor jeg surfer henne og hvad jeg læser og kigger på.
At jeg derved får serveret relevante reklamer, kan jeg snildt leve med. Jeg vil hellere kigge på reklamer for nye rockudgivelser end at glo på reklamer for bleer eller dameparfume. Helt at undgå reklamer er lidt af et drømmescenarie, men omvendt får jeg så meget gratis på nettet, at jeg finder det i orden, at annoncører forsøger at kuppe min tankegang og pengepung.
Du læser jo også gratis med her på Nettips.dk. Du har måske installeret en adblocker, som betyder at du ikke ser annoncerne her på sitet. Det er jo ganske fint for dig, men bemærk at annoncørerne er med til at dette site stadig består. Indtægten (som ikke er prangende) går ubeskåret til driften af Nettips.
Men bare rolig! Hvis du ikke kan se annoncerne her på hjemmesiden, er jeg ikke skuffet. Ikke vred. Jeg er generelt et forstående menneske, og jeg accepterer at du selv ønsker at bestemme, hvad du skal kigge på, når du surfer på nettet.
Spændende fredagslinks
I dag skal du opleve en anderledes musikvideo, læse lidt om specialøl, se en mærkelig teksthjemmeside, besøge undervisningsministeriet og måske handle ind i en discountbutik, som snart drejer nøglen.
www.flakhaven.dk: Det er ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide øl. Især specialbryg. Dette fynske bryggeri indgår nu et samarbejde med storebror Carlsberg.
www.uvm.dk: Undervisningsministeriet fortjener lidt moralsk opbakning oven på et it nedbrud, der betød at mange skoleelever ikke kunne aflevere deres prøver. Op på hesten igen.
www.kiwi.dk: Hvis Nettips skal nå at give Kiwi et fredagslink, er det vist op over …
www.yourworldoftext.com: Øhhhh …
www.donottouch.org: Du får lige en skør én mere: lyt til musikvideoen og bevæg musen, som de beder dig om. Så ser du hvad andre ”seere” også gør.