November er trådt ind på scenen. Skovens blade falmer og rasler af træerne, og jeg er begyndt at cykle på arbejde med handsker på. Sommertøjet er pakket lidt til side, og jeg kan snart se i øjnene, at jeg skal have de lange underbukser på, når jeg går 9 hullers motion på Svendborg Golfbane.
Årstiden betyder også, at dagene er blevet væsentligt kortere. Med vintertid er det næsten buldhamrende mørkt klokken 17, og når vi står op om morgenen, er det også sort nat. Man kan faktisk sige at når vi er på hjemmebane de kommende måneder, bliver det nødvendigt med lys i lamperne, tændte stearinlys og måske en knude eller to i brændeovnen.
Det handler om at få det bedste ud af dagen. Og om aftenen for den sags skyld. Selv om det er mørkt, kan man jo godt forsøge at se lyst på sagerne. Et lyst sind kan gøre underværker. Selv i triste situationer kan det være den bedste løsning at se muligheder. Det vil jeg således forsøge at gøre i min enmandsvirksomhed. Skulle der dukke uforudsete vanskeligheder op, vil jeg lægge kortene på bordet og se om de kan omrubriceres.
Se sagen fra den anden side
Nogle gange har vi jo tendenser til at se meget entydigt på problemstillingerne. Vi har en forudindtaget holdning til sagerne, og vi har somme tider vanskeligt ved at lytte eller se situationen fra den anden side af skrivebordet. Sådan behøver det ikke at være.
I ugens løb måtte jeg sige farvel til en potentiel kunde. Jeg havde udført noget arbejde for vedkommende, men vi var ikke helt enige om prisen. Derfor besluttede jeg mig for at stoppe samarbejdet, og det arbejde jeg havde udført – små 5 timer – tog jeg på min kappe, så kunden slap for at modtage en faktura for udført arbejde. Først var jeg irriteret over status, men efter nogle overvejelser og tankegange slog det mig, at kunden ikke skulle betale for noget, som hun ikke havde noget ud af.
Det kostede altså over en halv dags arbejde, men vi fik stoppet legen, mens den stadig var nogenlunde god, og jeg håber at kunden snakker pænt om mig ude i byen. Med et konstruktivt syn på sagen tror jeg på mere venlighed i hverdagen. Smil til dem du omgås. Spørg ind til hvordan de har det. Og tryk på pyt-knappen. Du får en meget bedre hverdag ud af det.
Det er fredag og i dag skal vi se på 5 links, som handler om musik i Vega, søgerobotter, november, Digitaliseringsstyrelsen og it nyheder.
https://www.indexnow.org: IndexNow er til hjemmesidejere, som gerne vil informere søgerobotterne om ændringer på hjemmesiden.
http://www.november.dk: Her troede jeg at denne hjemmeside skulle handle om efterårets skjulte skatte, og så handler det om noget helt andet (og kedeligt).
https://www.techradar.com: IT nyheder for folket – også i en halvkikset dansk sproglig version.
https://digst.dk: Her holder Digitaliseringsstyrelsen til, og således kan du blandt andet læse om MitID og it-sikkerhed.
https://www.vega.dk: Hjemmesiden for spillestedet Vega i København. Kommende acts er Patina, Phlake, The Human League og Såforsatan.