Fem ferieske fredagslinks

Fem ferieske fredagslinks

Så kom dagen, hvor undertegnede går til ferie. Egentlig et pudsigt udtryk: at gå til ferie. Jeg har nemlig taget et tilløb de seneste dage, og jeg har set frem til at springe ind i ferien. I et giganthop, eller rettere: så gigantisk det nu kan blive for en mand i min alder.

Ferien skal holdes i Danmark. Jeg krydser fingre for at vejret bliver tåleligt. Altså ikke for megen regn og blæst. Det behøver ikke at blive skyfrie dage, men jeg vil da sætte pris på at man kan bevæge sig i landskabet uden gummistøvler og regntøj. Og jeg vil da elske at aftenerne bliver lange i shorts og måske en langærmet trøje. Nu ser vi.

Ser man baglæns har Europa jo været hårdt ramt af varmen. Folk er døde af varmen, og rundt omkring ser man skovbrande, som er opstået på grund af for lidt nedbør. Der er faktisk al mulig grund til at råbe vagt i gevær. Klimaændringerne er lige over hovedet på os.

Herhjemme er vi indtil videre blevet forskånet for en massiv varme og tørke. Til gengæld regner det ofte heftigt, hvis et regnskyl skulle indtræffe. I det hele taget er det ret ekstremt, når det endelig brager løs. Jeg ville sætte stor pris på en blid form for regn om natten, og en behagelig temperatur om dagen.

Der findes ikke dårligt vejr

Men der findes som sagt ikke dårligt vejr – kun dårlig påklædning. Og hvis det skulle styrte ned de næste uger, må jeg finde mit regntøj frem. Dårligt vejr skal i al fald ikke hindre mig i at komme ud og opleve noget i min sommerferie. Vi har selv ansvar for at komme ud at mærke verden.

Det er fredag, og vi skal traditionen tro linke lidt løs på internettet. Denne fredags 5 links handler om elbiler, usynlige bogstaver, Van Eyck, kalendere samt en filmdatabase.

http://closertovaneyck.kikirpa.be: Her kommer du meget tæt på Van Eyck, som var en flamsk maler.

https://www.alluder.com/subtitles#: Søger du en fil som handler om noget bestemt? Så prøv denne film database.

https://www.calendarpedia.com: Har du brug for en kalender? Altså sådan én du kan udskrive på husets sagesløse printer.

https://blanktext.net: Denne er en anelse spooky. Her kan du skrive en tekst og kopiere den som usynlige bogstaver. Og så sætter du teksten ind – som ingen altså kan læse …

https://www.carnux.com: Overvejer du at købe en elektrisk bil? Så er du sandsynligvis i tvivl om hvilken model du skal købe. Her får du hjælp. Angiv et budget, type, udstyrsønsker, opladning og så går apparatet ellers i gang med at finde den rette elbil til dig.

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.