Fem ferieish fredagslinks

Fem ferieish fredagslinks

Arhhhh, det er august og i går aftes fik vi et tordendonnerwetter her på Sydfyn. Og regn. I dag blæser det, og luften fornemmes renset. Vi er mange, der har været positive over det gode sommervejr, og det har været rart at holde ferie på dansk grund med varme i knold og sol på kind.

Ferien i år blev holdt ved Vesterhavet, hvor et lille sommerhus tog pænt imod os. Efter en uges afslapning med friske fisk, lokale øl og venlige folk, kørte vi til Sydlangeland. Nok et sommerhus tog imod os, og her blev det også til friske fisk fra Bagenkop. Den lokale øl er ikke-eksisterende, så det blev til gode Carlsberg. Langeland er ligeledes fyldt med venlige og hjælpsomme mennesker.

Sådan en ferie går stærkt. Det er meget individuelt hvor megen ferie, man trænger til. Nogen foretrækker 5 uger, mens andre stort set ikke holder ferie. Vi valgte at tage 2 uger, og så har vi en uge forude, hvor vi trækker mod fremmede himmelstrøg. Sådan er vi heldigvis så forskellige.

For os gælder det om at få ladet batterierne op. Til hverdag har vi vores job at passe, og livet som selvstændig er fænomenalt på godt og ondt. Man er hele tiden oppe imod at skulle hjælpe kunder, og de hænger ikke altid på træerne. Økonomien svinger meget, og somme tider savner jeg den faste løncheck fra skolesystemet. Læg dertil fast feriehyre og pension.

Omvendt nyder jeg livet i Bojsen IT, hvor jeg hjælper med WordPress hjemmesider og SEO. Det giver en udstrakt grad af frihed, at jeg selv kan planlægge mine arbejdsdage. Somme tider arbejder jeg til klokken 23 og somme tider tager jeg arbejdshandskerne på i weekenden, hvis det passer ind i familieplanerne. Til gengæld kan jeg tage en fridag, når det passer mig.

Frihed til at vælge

Frihed er en god ting – også når det gælder software til computeren. Dette indlæg skrives på en MacBook, men jeg er også glad for min Windows maskine. Andre tyer til Linux, men hvor er det skønt at vi hver især selv vælger det system vi foretrækker. Også når det handler om tekstbehandling, billedbehandling, antivirus, smartphones und so weiter.

Du har også frihed til at vælge, om du vil klikke ind på mine fredagslinks. De handler i denne uge om test af internethastighed, Nettip, dkdk, en gratis kontorpakke samt et omfattende nyhedsindeks.

www.dk.dk: Jeg fik den skøre ide at besøge dette attraktive domæne. Det viser sig at være et SEO-sted, hvor indholdet tilsyneladende udelukkende handler om at styrke andre hjemmesiders position i Google. Jeg tager muligvis fejl, men … Well, nu får hjemmesiden lidt linkjuice fra Nettips, og så er de sikkert vældigt tilfredse.

www.nettip.dk: Jeg fortsatte mit eksperiment og besøgte dette website, hvis domæne minder om mit eget, dog uden et s. Her får læserne spændende artikler om fx historie, mennesker, erhverv og mad. Men det minder også om et SEO-site.

www.libreoffice.org: Den gratis kontorpakke LibreOffice er ude i en ny version. Den oplysning høstede jeg i vort eget lille skattekammer af et forum. Tak til Prutterhunden for tippet.

www.jimmyr.com: Her får du en meget spændende liste over nyttige nyhedskanaler. Det er amerikansk, men godt.

www.speedtest.net: Tjek din internethastighed hos dette site. Det ser ud til at virke fremragende.

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.