Fem årsafsluttende fredagslinks

Fem årsafsluttende fredagslinks

Hvilket held. Årets sidste dag falder på en fredag, og det er som bekendt ensbetydende med fem fredagslinks fra Nettips.dk. Indtil videre har det braget fornuftigt derude, men det skyldes jo nok et usselt vejr i dag. Her i Svendborg regner det. Vådt krudt er lig med skidt krudt er lig med udueligt krudt. Men det er godt for vores labrador.

Han bryder sig ikke om fyrværkeri. Faktisk er jeg temmelig sikker på, at hvis han en dag bliver hundeminister, bliver al fyrværkeri forbudt i Danmark. Det larmer så skrækkeligt – tænk at man stadig gider at fyre heksehyl af – det er farligt og så suser en hulens masse penge lige lukt op i himlen. Hundeministeren forbyder fyrværkeri, og det vil gøre sundhedsministeren glad. Og måske skatteministeren.

Men ok, det kommer jo ikke som nogen overraskelse, at det brager derude en gang imellem. Vi har jo prøvet det før. År efter år valfarter danskere til udssalgssteder, hvor de slæber raketter, heksehyl, batterier, bomberør, fontæner og alt mulig skrækkeligt hjem til huse. Eller hvor de nu skal være nytårsaften.

Jeg er Aldist

Jeg kommer næsten lige fra Aldi. Jeg er nemlig Aldist. Der kunne jeg se den ene familie efter den anden udpege fyrværkeri, som så blev hentet inde på lageret. Jeg så ikke hvad de enkelte familier betalte for det, men jeg gætter på, at de kunne have fået meget toiletpapir, appelsinjuice, hakket skinkekød og pesto for pengene. I stedet slæber de altså krudt med hjem.

De købte sikkert også sikkerhedsbriller. Det er jo ikke for børn alt dette skyderi. Alene navnene på krudtet signalerer om en mindre borgerkrig. Batterier og bomberør. Tak skæbne. Det vildeste vi har her i huset, er nogle stjernekastere. Ikke engang en bordbombe findes på matriklen. Men vi har øl, vin, sprut og sjov. Det er vel også en form for krudt.

Nå, ikke mere snak om krudt og halløj. Det er fredag, det er den 31. december, det er årets sidste dag, og jeg vil ønske alle et godt nytår. Jeg håber alle kommer sikkert ind i 2022. Pas på derude.

Og så til vores fredagslinks, som i dag handler om hjælp til dine aftaler og til din økonomi. Der er også fif til et gratis startmenuprogram, hjælp til domæner samt misbrug af et aktuelt dansk domæne.

https://host.io: Har du brug for informationer om et bestemt domæne på nettet? Så prøv denne glimrende tjeneste.

https://easyappointments.org: Her skal det handle om dine aftaler. Skab det gode overblik via denne open source service.

https://kmymoney.org: KMyMoney er ligeledes open source. Her får du (måske) hjælp til at skabe bedre overblik over din økonomi. Kan downloades til Windows, Linux og MacOS.

https://www.startmenux.com/da: Her er der hjælp til folk, der ønsker at skræddersy deres startmenu i Windows. Tak til Affi i forummet for et stærkt tip.

https://www.nytårsaften.dk: Her troede jeg at jeg skulle have et ordentligt knald, og så er der et sølle marketingbureau, der har anskaffet sig domænet.

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.